Et virtuelt besøg af Det rullende Universitet
Hvert år plejer de tre årgange på htx i Aabenraa og Haderslev at få besøg af Det rullende Universitet - og i år er ikke meget anderledes
Som htx-elev på EUC Syd møder man undervisere, der gør meget ud af at sikre, at eleverne får mulighed for at ruste sig til at starte på en videregående uddannelse. Eleverne har blandt andet været på ekskursioner for at besøge laboratorier ude på Universiteter og andre projekter. Årligt får skolen også besøg af Det rullende Universitet, som sætter gang i en refleksionsproces hos eleverne, så de bedre kan træffe valg om studie og karriere.
Når Det rullende Universitets besøger gymnasier landet rundt, er det for at give dem en smagsprøve på den faglighed, man møder på Aarhus Universitet samt at give dem et indblik i, hvordan det er at studere på universitetet. Undervisningen som gymnasiets studerende møder bygger på et selvvalgt emne inden for de studerendes faglighed, og som eksempelvis tager afsæt i et projekt, som den universitetsstuderende har skrevet på bachelor-, kandidat-, eller ph.d.-niveau. Eleverne bliver undervist i to forskellige emner, og erhverver konkret viden inden for specifikke fagområder, med indblik i de pågældende uddannelsers indhold og arbejdsmetoder. På den måde får eleverne mulighed for at møde universitetsstuderende i øjenhøjde.
I år fik htx-eleverne mulighederne for at lære om: ”Må videnskab ændre mennesket?”, ”Influencer markedsføring i et juridisk perspektiv”, “Solving crime one word at a time”, “Overvågningssamfund”, ”Sygdomsbehandling og supermennesker”, ”STD - deformationsteori”, ”Lav din egen finanslov”, ”Virus, den usynlige dræber” og ”Rekordindehavere i druk”.
Dagen er struktureret således, at hver klasse begynder dagen med at fagligt modul, derefter hører de mere om studie og studieliv, og efterfølgende er der mulighed for ”fagdating” og at tale med en studievejleder. Til fagdating fik eleverne mulighed for at møde studerende fra de forskellige studier. Her kunne de bl.a. møde studerende inden for: medicin, diplomingeniør i Maskinteknik, medievidenskab mm.
Hvad synes eleverne?
Ida Lilo Gudnason og Caya Callsen Marschall i 1.g deltog for første gang til Det Rullende Universitet, og synes dagen var meget lærerig.
- I det første modul fik vi en introduktion om Det rullende Universitet og medicinstudiet. Jeg var rigtig glad for opbygningen af undervisningen. Vi startede med at lære om virusser, og så brugte vi denne viden til at arbejde med cases, hvor vi skulle diagnosticere patienter - det gav en virkelig god smag på, hvordan det er at være studerende på medicin, fortæller Ida Lilo Gudnason.
Udover den faglige snak, bød de studerende også på en snak om, hvordan det er at flytte hjemmefra og studielivet. Hertil kom en snak om økonomi, køb af bøger, lejligheder, budget mm. og de studerende stod klar med gode redskaber og tips fra deres egne oplevelser.
- Det var rigtig godt at have muligheden for at møde de studerende og studievejlederne, for her kunne man få svar på spørgsmål, som man ikke lige kunne finde på nettet, og så er det også bare nemmere at tale end at skrive over en mail, fortæller Caya Callsen Marschall.
Begge fik oplevelsen af, at de studerende var meget åbne og havde gode svar på deres spørgsmål - og de var gode til at møde eleverne i øjenhøjde. Dagen har både været bekræftende og afklarende ift. studievalg, men også åbnet øjnene op for uddannelser, eleverne ikke havde overvejet. Efter dagen føler de to 1.g’er sig en tak mere rustet til at starte på universitetet, og det virker ikke længere skræmmende og overvældende, og de ser frem til de næste to år med Det rullende Universitet.
For Emma Fink Kristensen, der går i 3.g, var det også en relevant og spændende dag, og især godt med et indblik i at gå på universitetet.
- Det jeg kan tage med mig er, at jeg er blevet mere sikker på, hvad jeg vil læse og den faglige viden. Det var rart også at opleve, at det faglige indhold fra den almindelige undervisning bliver anvendt og en bekræftelse i, at den undervisning man har haft også kan bruges, når man kommer videre. De gange vi har haft besøg af Det rullende Universitet, har det givet et godt indblik i, hvordan hverdagen er for de studerende, og det hele virker ikke så skræmmende, fortæller Emma.
Siden 1.g har Emma og hendes klassekammerater haft besøg af universitetsstuderende, og for hende har det betydet, at hun nu føler sig meget rustet til at starte på en videregående uddannelse.
Et indblik i undervisningen og de studerende
Clara Høj Jensen, der til dagligt studerer samfundsfag, underviste eleverne i ”Overvågningssamfund – tilstræbelsesværdigt eller ej?”. I undervisningen så de nærmere på Kinas overvågnings- og belønningssystem, med henblik på at forsøge at vurdere, hvorvidt et overvågningssamfund er tilstræbelsesværdigt eller ej. Andre mødte Eva Jensby, som er kandidatstuderende i Molekylær Medicin, som underviste eleverne i ”Sygdomsbehandling og supermennesker”.
Udover undervisningen deltog de studerende også i ”fagdating”. Almindeligvis foregår det ved nogle boder, hvor eleverne kan gå hen og tale med de studerende. At det i år har været virtuelt, har haft mange fordele.
- Den virtuelle fagdating gav en anden mulighed for at møde eleverne, og det har været nemmere for eleverne at høre med, og med mulighed for at give dem mere information. Selvom man som underviser, ikke føler, at man taler med nogle elever, og at der ingen interaktion har været har feedbacken vist, at eleverne har været meget glade for det, fortæller Clara Høj Jensen.
De studerende oplever, at eleverne måske oftest ikke helt ved, hvad de vil vide om uddannelsen, men at det på de virtuelle platforme åbner op for, at eleverne ikke behøver at opsøge, men kan lytte med og stadig få en masse information. Eva Jensby oplevede også, at lige så meget, som nogle elever har fået flere uddannelser med i deres overvejelser, har nogle også kunnet udelukke uddannelser - hvilket også er en god erfaring at gøre sig.
- Det rullende Universitet er en mulighed for, at vi kan skabe et realistisk billede af, hvordan det er at være studerende, og ikke skubbe eleverne ud i det. Det handler om at finde den rigtige vej for sig selv, så dagen er også en måde at finde ud af, om universitetet er noget for en, fortæller Clara.
Alt i alt har dagen været rigtig god for både htx-eleverne og de universitetsstuderende. Eleverne er blevet mødt i øjenhøjde og har modtaget viden og erfaring, der gør dem mere rustet til at starte på en videregående uddannelse.