Vi skaber talenter

06.04.18

LAN-parti – tre dage med computergaming

100 gamere spiller taktikspil i weekenden

Fra i eftermiddag til på søndag d. 8. april er der LAN-party med 100 tilmeldte, og det er hvad der er plads til i Faverihallen i Sønderborg.

Deltagerne mødes om eftermiddagen og har i forvejen købt en plads i hallen til sig selv og deres computer. Der dannes grupper, og så bliver der ellers spillet med og mod hinanden i spil som Counter Strike GO, League of legends, Rocket League og Hearthstone.

Det er taktiske holdspil, hvor der dystes på de digitale slagmarker. I fx CS GO spiller fem terrorister mod fem counter-terrorister. Terroristerne har til opgave at eliminere modstanderne ved at angribe - det kan være ved at plante en bombe. Counter-terroristerne skal forsvare ved enten at bortskaffe modstanderne inden de får held til at anbringe bomben, eller de skal desarmere bomben, inden den sprænger.

Deltagerne er stort set alle elever fra de forskellige erhvervsuddannelser eller er htx-elever fra gymnasiet - og også fra andre af vores adresser og byer end bare Sønderborg.

En af arrangørerne er Stephan Seidel, der er instruktør på skolepraktikholdet. Han fortæller, at vi holder LAN-party flere gange om året:

”Det er meget populært, og der deltager af og til også medarbejdere, hvoraf nogle har deres store børn med, ligesom nogle af eleverne kan have deres søskende med. Hvis vi mod forventning oplever, at der er ledige pladser i ugerne op til arrangementet, så inviterer vi elever fra folkeskolerne, men det er sjældent, at der ikke er booket fuldt ud næsten med det samme”.

Alle, både drenge og piger, kan deltage i spilledagene, men det er foreløbig flest drenge. ”Sidste gang var der 3 piger ud af 100 deltagere”, siger Stephan og fortsætter:

”Der bliver gået op i kampene og mange af de unge mennesker spiller næsten uafbrudt i dagene, så de har simpelthen en sovepose med og finder et sted her på skolen at lægge sig”.

Arrangementet sponsoreres af Linak, MM Vision, Netto og EUC Syd, der alle bl.a. har leveret præmier lige fra slik og energidrikke til musemåtter, tasker, espressomaskiner og radioer.