06.11.23

Skorstensfejersvende i festlig ceremoni!

Endnu et hold skorstensfejere er blevet udlært, og det er blevet fejret i stor stil.

Vi er glade for at dele et glimt fra den storslåede skorstensfejersvende ceremoni, der altid finder sted på Pumpehuset, som er en del af Tønder Museum. Denne ældgamle ceremoni har været udført i flere hundrede år, med kun få ændringer, og ja, de nyudlærte svende slipper nu for både lussinger og røgning ind i Lauget.

Efter ceremonien blev der afholdt en pragtfuld fest på Hotel Tønderhus, hvor repræsentanter fra kommunen, skolen, faglige organisationer og ikke mindst elevernes familie, kærester, koner og mænd deltog.

Aftenen var fyldt med talehøjdepunkter fra skorstenfejermester i Nibe - Oldermand, Jan Sunds, afdelingschef hos EUC Syd i Tønder, Elisabeth Ibing Holm, og en morsom takketale fra Mathias Sørensen på vegne af de nyudlærte. Kommunaldirektør Lars Møldrup præsenterede også en hilsen fra Tønder Kommune.

Under hele festmiddagen blev der sunget flere af skorstensfejerfagets gamle sange, og aftenen gav et stort indtryk på de nyudlærte og deres familier.

Efter en skøn tre-retters menu med vin og øl, var der kaffe med cognac og petitfour i de tilstødende lokaler, mens der blev gjort klar til dans med levende musik og bar i salen.

Festen blev arrangeret af Skorstensfejerlauget af 28. februar 1778 - en aften fyldt med tradition og samvær.

Stort tillykke til vores nyudlærte svende, og held og lykke i fremtiden!