Vi skaber talenter

06.10.20

Hæder til metalindustri-lærlinge fra EUC Syd

I fredags fandt ML-prisoverrækkelsen sted og hele tre lærlinge fra EUC Syd var blandt prismodtagerne

De tre prismodtagere er:

Lars Alfred Andresen der har været i lære hos Danfoss Power Electronics.

Lars er fra Sønderborg og blev indstillet til prisen af både os og Danfoss, og i indstillingen står bl.a.:

”Lars kom til faget med en anden faglig baggrund og en arbejdsskade i bagagen. Det har givet ham nogle udfordringer, men han har arbejdet med oprejst pande gennem hele sin læretid. Med sin kompromisløse indstilling til service og support har han været en person, man kunne regne med både fagligt og personligt. Han har sat et kæmpe aftryk hos kunder og kolleger”.

 

Lars siger selv: ”Jeg er lidt af en perfektionist. Min basisviden på området var ikke særlig god, da jeg begyndte på Danfoss, men jeg har udviklet mig med vilje og ansvarlighed”.

Den anden er Emil Wismann Kirkebæk-Jensen, der er fra Gråsten og også har været i lære hos Danfoss Power Electronics.

I vores indstilling skriver vi sammen med Danfoss bl.a.:

”Alle der har mødt Emil Wismann Kirkebæk-Jensen, kender ham som enormt energisk, engageret og passioneret. Det gælder både fagligt og socialt. Han ser muligheder, hvor andre måske ser begrænsninger og han besidder en kombination af sociale kompetencer, passion for IT, gåpåmod og kreativt arbejde med sans for kvalitet, og det gør ham til en unik lærling”.

Emil tænker selv, at han er blandt modtagerne af ML-prisen fordi: ”Jeg har brændt for faget, siden jeg var barn, hvor jeg udskiftede pc-drev og harddiske og eksperimenterede med hardware. En gang sad jeg på mit værelse, og så virkede min computer perfekt. Der tænkte jeg, hvad skal jeg så lave nu? Jeg elsker teknisk fejlsøgning”, siger han.

Den tredje prismodtager er datatekniker Jacob Mørk Brejnbjerg fra Lystrup, der har været i lære hos Terma A/S. I indstillingen lød det blandt andet:

"Jacob er en yderst dygtig datatekniker, der har præsteret langt over vores forventninger. Han er en højt værdsat medarbejder, der gang på gang har leveret programmering på højt fagligt niveau. Jacob er enormt nysgerrig og tilegner sig med stor appetit nye emner og elsker at få det til at virke. Han er en god teamspiller, der gerne deler ud af sin viden."

Jacob siger selv: ”Som ny lærling var jeg ikke særlig udadvendt. Jeg fik en oplærer, som selv havde fået ML-Prisen og som er meget udadvendt. Han gav mig opgaver, som kræver, at man taler med folk. Det blev normalt for mig og gav mig selvtillid til at tage nye opgaver, som jeg har lært meget af”.

Det var 18. år i træk, at Metalindustriens Uddannelsesudvalg uddelte ML-Prisen til 25 af metalindustriens dygtigste lærlinge. Over 200 var indstillet, men alle 25 prismodtagere har skilt sig ud med et højt fagligt niveau, ligesom også de sociale kvaliteter bliver også vægtet højt for udvælgelse.

Prisoverrækkelsen har fundet sted siden 2002 og uddeles af Metalindustriens Uddannelsesudvalg i samarbejde med DI, Dansk Metal og Tekniq Arbejdsgiverne og de sidste seks år i Dronningesalen i Den Sorte Diamant i København.

Fotokredit: Fotograf Søren Malmose