Vi skaber talenter

09.03.20

Love is in the Hair

Vores elever på frisøruddannelse klipper 10 modeller, der alle donerer deres hår til at lave parykker

Eleverne på frisøruddannelse får her i marts besøg af et frisørteam fra Toftild, for at klippe 10 modeller, der alle donerer deres hår til at lave parykker.

I januar startede 10 nye frisørelever ved os, og de er allerede klar til at klippe rigtige modeller. Alt afklippet hår bliver doneret til Hår for Livet - et projekt Toftild startede i 2015, hvor de indsamler og laver parykker af ægte hår til f.eks. kræftramte.

Eleverne har prøvet at klippe en page, men de har aldrig før klippet efter mål og elastikker for at genbruge håret.

- Vi er rigtigt stolte af, at Toftild vil samarbejde med vores skole, og det er et samarbejde, vi vil fortsætte, fortæller frisørfaglærer Pia Jensen Hansen: - Det er en rigtig god læring for vores elever, og det skal integreres i vores undervisning. Det er muligt for kunder at bestille elevklip på frisørafdelingen, og vi vil fremover altid spørge kunden og vores modeller om de er interesserede i at donere håret - hvis de skal have klippet så meget af, som det kræver for at kunne donere.

Ofte bliver folk overraskede, når de får spørgsmålet, for de fleste har ikke selv tænkt på, at deres hår kan genbruges. Men bagefter er de utroligt stolte af, at de er med til at gøre en forskel, og en anden fordel er, at frisøreleverne kan videregive information og know-how, når de kommer ud som lærlinge og arbejder i saloner.

Toftild vil i løbet af arrangementet fortælle eleverne, hvordan donationshåret bliver brugt, hvilke kriterier hår skal opfylde for at kunne indgå i projektet, hvordan man fremstiller parykker, hvem der modtager parykkerne og om andre alternative hårløsninger til mennesker, der lider af hårtab. Nogle af grundene til, at Toftild bruger ægte hår er, at parykker, der bliver lavet af ægte hår, er meget behageligere at gå med og kan tåle, at man bruger f.eks. fladjern, krøllejern og føntørrer, hvor plastik- og kunsthår smelter ved høj varme.

For at finde modellerne har afdelingen søgt på de sociale medier.

- Og det var ikke svært at finde interesserede, fortæller Pia. - Mange melder sig, fordi de har et ønske om at donere deres hår til en rigtig god sag, for de fleste kender jo nogen, der har haft kræft eller en anden sygdom, som gør at man mister håret.

EUC Syd er Verdensmålsskole, og vi har på alle uddannelser og områder forpligtet os til at arbejde med FN’s 17 Verdensmål, ikke mindst med fokus på bæredygtighed. Som tak for at stille op får modellerne en luksuriøs goodie-bag med forskellige produkter til deres nye hår.

- Og vi går rigtig meget op i bæredygtighed, siger Pia, så alle vores salgsprodukter til hårvask, styling osv. er godkendt til Grøn Salon dvs. uden parfume og sulfater, er veganske og al emballage er miljøvenlig og genanvendelig.