Vi skaber talenter

01.02.19

Elektrikereleverne er startet i Tønder

15 meget målrettede elever startede torsdag d. 17. januar på deres elektrikeruddannelse, og det flotte opstartstal skyldes ikke mindst det gode samarbejde vi har haft med Tønder Kommune og de lokale virksomheder

- Eleverne på det her første hold af elektrikere, er mellem 16 og 29 år, og det giver en god dynamisk klasse, siger Jesper Toft Simonsen, der er faglærer for holdet.

Han fortæller videre, at én af eleverne allerede har en underskrevet praktikpladsaftale og et par stykker har forhåndsaftaler efter bestået grundforløb. Alle eleverne arbejder på at få lavet aftaler, og uge 7 er helt undervisningsfri netop til formålet.

- Eleverne kommer med forskellige baggrunde, fortsætter Jesper Toft Simonsen. - Der er elever fra vores eget indledende grundforløb 1, elever, der har været en tur omkring gymnasiet, men i stedet har valgt, at de vil tage en faglig uddannelse, og der er også elever, der har valgt at skifte branche.

Eleverne er startet på det, der hedder grundforløb 2, hvor de skal gennemføre et forløb på 20 uger, der indeholder både praktik og teori. Emnerne spænder over el-teori, kundeservice, samarbejde og sikkerhed på arbejdspladsen og derudover har de grundfagene dansk, matematik og fysik.

Ved skolens Åbent Hus sidste lørdag i januar arbejdede elektrikereleverne i praktiklokalet, hvor de besøgende kom forbi. Elektrikereleverne fortalte omkring det, de var i gang med, tilbød gæsterne at prøve at samle en forlængerledning, og vejledte også de besøgende i at skifte en stikkontakt, som gæsterne alt sammen efterfølgende kunne få med hjem - efter endt kontrol ;-).