Tre x 12 ved svendeprøver i programmering
Holdet af dygtige datateknikere med speciale i programmering har netop været til svendeprøve, og der var udelukkende 12-taller i afsluttende karakterer til de tre elever: Casper Hvide Bjerre Nielsen, Emil Holm Hansen og Nikolas Zdralic
De har gået på EUC Syd i de godt 5 år uddannelsen tager, og de har nu kun et par måneder tilbage til de i januar er helt færdige som datateknikere med speciale i programmering.
- På uddannelsen til datatekniker lærer vi, hvordan moderne it-systemer fungerer, og hvordan de bliver udviklet. Vi lærer også selv at udvikle den slags systemer - fx hjemmesider, mobilapplikationer og databaser – og vi får indsigt og ekspertise i udviklingsstruktur, sikkerhed og mange andre ting, der hjælper os med at løse de problemstillinger, opgaven kræver, fortæller Emil Holm Hansen.
Emil Holm Hansen
Casper Hvide Bjerre Nielsen har været i lære ved SwipBox i Sønderborg, og hans chef Dergham A. Rahman siger:
- Casper har været i skolepraktik ved SwipBox, hvor han har vist sine grundige evner indenfor programmering. Han startede sin praktikperiode med at udvikle et program til vores QA-afdeling, så de hurtigt kunne lave testlabels til en kundes pakkebokse. Det har skabt stor værdi for vores QA-afdeling. Efterfølgende udviklede Casper et testprogram til vores software, som har gjort det muligt at generere automatiske regressionstests af standardfunktionerne i softwaren, hvilket er til stor gavn og bruges i vores virksomhed i dag. Casper har fra start været dedikeret og pligtopfyldende, og vi har været utrolig glade for, at han valgte SwipBox som sted for sin praktikplads.
Casper Hvide Bjerre Nielsen
Emil Holm Hansen og Nikolas Zdralic har begge været i skolepraktik på EUC Syd i Sønderborg, og deres chef Mohamad Mosleh siger om dem:
- Emil og Nikolas er to af vores bedste programmører, og faktisk er de vores bedste programmører i skolepraktik. De har meget ansvar i vores programmeringsteam og andre områder og har ledet programmeringsteamet og hjulpet folk fra forskellige skoleforløb og kollegaer med mange forskellige projekter. Emil og Nikolas har lavet mange projekter for vores afdeling, for skolen og for private firmaer. Alle projekter er gået igennem dem, hvor de har holdt opsyn og fulgt den løbende udvikling, og vi er meget tilfredse med dem og stolte over deres arbejde, dedikation og professionalisme både indenfor programmering men også mange andre områder.
Svendeprøven var en gruppefremlæggelse og gik ud på, at gruppen på tre skulle programmere og opbygge og dernæst vise at alt virkede.
- Vi fik en case, som var baseret på det fiktive hotelfirma EUCSoft. Vi skulle lave lavet et nyt booking-system, men firmaet havde en masse ønsker til systemet – fx at man skulle kunne reservere og booke via hjemmesiden, men også kunne udleje biler, bestille mad, læse om de forskellige faciliteter på EUCSoft-hotellerne og printe statistikker. Vi udviklede og dokumenterede booking-systemet, og i vores enkelte fremlæggelser havde vi så hver især valgt et emne fra projektet, hvor vi gik i dybden, fortæller Nikolas.
Gruppen havde fire uger til at udvikle projekterne og dokumentere via rapporter og en uges forberedelse til gruppe- og enkeltfremlæggelsen.
Nikolas Zdralic
- Selve gruppefremlæggelsen varede 20 min. og enkeltfremlæggelsen varede 45 min., og det var vores programmeringslærer Egon Christian Rasmussen og en ekstern censor, der bedømte, fortæller de.
Casper, Emil og Nikolas valgte i sin tid uddannelsen af forskellige årsager:
- Jeg har været interesseret i software i lang tid før, jeg startede på uddannelsen. Jeg var omkring 10 år, da jeg installerede mit første operativsystem, så det var oplagt, at jeg ville læse til programmør. Jeg ville også have praktisk erfaring under min uddannelse, så en erhvervsuddannelse var helt perfekt, siger Casper, der er 22 år og fra Sønderborg.
- Jeg har altid haft stor interesse for, hvordan systemer og programmer fungerede. Siden jeg var lille, har jeg prøvet at splitte diverse maskiner fra hinanden, for at se hvordan de fungerede, fortæller Emil, der er 24 og fra Faaborg. – For mig, var det derfor det oplagte valg at vælge en uddannelse, der omhandlede den slags.
- Jeg har siden en meget ung alder haft interesse for IT som helhed. Det udviklede sig så med årene til, at jeg synes programmering er utroligt spændende. Det er nok dels på grund af alle de muligheder man har og så af teknologien, der også er i konstant udvikling. Det var så bare en bonus, at jeg også fik en masse anden viden og praktik ind over uddannelsen, siger Nikolas på 21 år fra Padborg.
Hvis de tre skal sige, hvad der er fedt ved uddannelsen, er det bl.a. dét, at man kan starte fra intet og slutte af med et fuldt funktionelt system.
- Oplevelsen af at kunne løse opgaver, opbygge systemer, der kan løse de problemstillinger, man står i, er ekstremt givende. Derudover bliver man som programmør konstant udfordret i sin viden, og der er altid nye og bedre teknologier, man kan gøre brug af – og så er det en fornøjelse, at vi arbejder med og følger udviklingen af vores produkter fra start til slut, fortæller de.
De tre ser frem til at være færdige efter nytår, og fremtidsplanerne er for dem alle tre at finde arbejde og så måske læse videre og tage nogle adgangskurser – og også tage noget ekstra certificering i sikkerhed, Cyber Security, som er noget, der virkelig er behov for.
Som programmør kan man fx læse videre til Eksport og teknologi, Multimediedesigner og IT-Teknolog på Alsion, Erhvervsakademiet og ved SDU. Så de tre vil formentlig fortsat være at finde i bybillederne hernede i Sønderjylland.
Vil du vide mere om uddannelsen kan du læse mere her.
Den er også mulig at tage som EUX