Vi skaber talenter

23.04.20

Kreativitet giver engagement

- virtuel banko hos frisørerne :)

Pia Jensen Hansen er en af vores faglærere på frisøruddannelsen, og hun har fundet en alternativ måde at gennemgå teorier på i disse tider, hvor undervisningen foregår digitalt.

Konceptet, som Pia benytter, er velkendt. Det er nemlig banko 😊. Det gælder for eleverne om at sætte sig godt ind i teorierne, og så konkurrerer de om titlen som dagens frisør-bankomester.

- Vi får noget leg ind over, og mine elever får læst godt op på deres teorier og er virkelig engagerede. De kæmper om titlen som dagens bankomester, og mange har endda foreslået, at vi indfører det i undervisningen også efter perioden med lockdown, fortæller Pia.

Sarah Hummel, der er frisørelev, peger på, at der er flere positive aspekter ved banko-undervisningen:

- Det har været en sjov uge, med en helt anden undervisning end normalt. Jeg synes 100 %, at det er noget vi bør integrere i den daglige undervisning, for det bliver meget sjovere, og alle har mulighed for at deltage og komme ud med noget; også selvom man måske ikke er den, der ellers siger så meget. En rigtig god oplevelse, siger Sarah.