Vi skaber talenter

16.06.22

AMUflex: EUC Syds nye fleksible AMU-forløb

EUC Syd har netop lanceret et nyt AMU-tilbud til alle virksomheder, nemlig AMUflex, et nyt fleksibelt uddannelsesforløb til virksomheder, som ikke har mulighed for at tage hele dage ud til kurser.

AMUflex er et nyt, spændende koncept fra EUC Syd, som kraftigt øger fleksibiliteten for virksomheder, samtidig med at det sikrer, at virksomheders medarbejdere kan styrke deres kvalifikationer.

Man kan finde AMUflex kurserne her: https://www.eucsyd.dk/amu-efteruddannelse/kursusoversigt/lean-og-medarbejderudvikling/

Idéen med AMUflex er at gøre det meget nemmere for virksomheder at tilbyde kurser til deres medarbejdere, som kan give dem nye kvalifikationer eller viden. Medarbejderne behøver nemlig ikke at afsætte hele dage, men kan sidde bag computeren og tage kurserne, når det passer ind i deres kalender. Todages kurser vil nemlig kunne tages over 14 dage og alt er digitalt. Derfor er en underviser koblet på online med træffetider, så kursisterne kan få svar på alle de spørgsmål, de måtte have. Deltagernes tilstedeværelse bliver automatisk registreret, når de går ind på kurset, og kursussystemet er nemt at navigere rundt i.

Konceptet er nu blevet testet i samarbejde med Danfoss Drives i Gråsten, så eventuelle småproblemer kunne blive løst før den større lancering. Testen var en stor succes. 20 medarbejdere fra Danfoss Drives deltog, og nu er et nyt hold på 20 i gang med kurset ”Ny teknologi i produktionen”. På dette kursus har Danfoss-medarbejderne fået et indblik i og en oplevelse af, hvilke muligheder nye teknologier giver. De har blandt andet arbejdet med Augmented Reality og Virtual Reality via en app på deres telefon, og på deres computer har de kunnet prøve at styre en robot i et virtuelt rum.

Kurset er taget godt imod hos Danfoss Drives, og kursisterne har været yderst tilfredse med forløbet. Den øgede fleksibilitet har gjort det nemt for de 20 medarbejdere at deltage i kurset, som har nydt, at de har kunnet tage kurset i dele i løbet af de to uger.

I praksis betyder denne elektroniske kursusform, at medarbejdere kan deltage når som helst. Altså behøver en medarbejder med natarbejde ikke at bryde sin døgnrytme for at deltage i et kursus over to dage. Kursisterne, som deltager om natten, vil nemlig kunne sende beskeder til underviseren, som vil besvare beskederne i træffetiden.

Fordi AMUflex har kørt succesfuldt her i foråret, bliver det gentaget til september med kurset ”Ny teknologi i produktionen” og et nyt kursus, ” Ergonomi inden for faglærte og ufaglærte job”, vil også blive udbudt digitalt. Begge kurser er todages kurser, som medarbejdere kan tage over 14 dage, som det har forløbet hos Danfoss.