Vi skaber talenter

09.01.20

5 elever med ekstraordinært talent

EUC Syd Prisen uddelt for 5. gang

Vi uddeler hvert år EUC Syd Prisen for at fejre de elever, som lægger en særlig indsats i deres arbejde med uddannelsen.

Rundt om på adresserne kan lærerne i løbet af efteråret indstille en helt speciel elev eller klasse, som har udvist ekstraordinært talent inden for sit fag - uanset uddannelse på EUD, EUX eller HTX.

I år var 5. gang EUC Syd Prisen blev uddelt og denne gang gik den til:

Anders Lunding Nielsen murerelev, Stegholt Aabenraa

Fra indstillingen:

Anders er 100 % dedikeret for faget og har faglig stolthed. Når Anders er på skole, er han en af de første, der kommer og den sidste, der forlader værkstedet.
Anders deltog i Danmarksmesterskabet i Skills 2018, hvor han vandt regionsmesterskabet inden han havde været på H1 (hovedforløb 1).

Anders deltager igen her 16.-18. januar i DM Skills 2020 i Bella Centeret i København, efter at han igen vandt regionsmesterskabet overbevisende over 6 andre deltagere fra Region Syd.

Anders er 20 år og går på H4 og har således 10 mdr. tilbage af uddannelsen, før han kan gå til svendeprøve.

Her sammen med faglærer Jørgen Boisen Skjøth:

VVS-energi-elev Emil Blom, Lundsbjerg Aabenraa:

Fra indstillingen:

Emil Blom er en engageret og initiativrig elev, der deltager aktivt i alle former for processer i undervisningen. Ud over, at Emil er en stabil elev i undervisningen, så har han altid overskud til at hjælpe sine kammerater. Emil har ved adskillige lejligheder præsteret høj kvalitet og præcision i det tildelte arbejde, hvorved han i en sådan grad udviser faglig stolthed, at vi kun kan se Emil Blom som modtager af EUC Syd Prisen på Lundsbjerg. 

Daniella Callesen, elev på automatiktekniker Haderslev

Fra indstillingen:

Danniella har valgt at uddanne sig til automatiktekniker. Hun er faglig dygtig, en god kammerat og altid hjælpsom, og så er hun flittig og imødekommende samt en af få piger inden for Jern & Metal.

Her sammen med afdelingschef Jan Wilhelmsen:


Emil Kaczmarek Johnson, Smedeelev Tønder

Fra indstillingen:

Emil er fagligt meget dygtig og laver nogle rigtig fine opgaver, der er gennemtænkte, og han ligger på et højt fagligt niveau. Emil har fra starten skilt sig ud, han er god til at lytte og omsætte det, der bliver sagt, til praksis. Emil udviser overskud og har styr på tingene. Når Emil møder udfordringer, vælger han at arbejde med disse, til han har fået styr på processen.

Her sammen med afdelingschef Elisabeth Ibing Holm:


Yasser Ammar Salqini, datateknikerelev, Sønderborg

Fra indstillingen:

Eleven lægger et stort stykke arbejde i at løse opgaverne på den bedst tænkelige måde ud fra opgavernes indhold. Eleven har vist, at han kan og vil denne uddannelse. Eleven er hårdtarbejdende og går efter det perfekte resultat hver gang. Eleven er på et meget højt fagligt niveau og lever og ånder for sin uddannelse og kommer til at gå rigtig langt i den. Heldigvis er det også lykkedes eleven at få en læreplads og allerede efter ganske få dage opdagede virksomheden hvilket potentiale, de har fået fat i. Eleven har hele tiden været tro mod sig selv og sit mål, om at blive en af de dygtigste inden for faget, også selvom det nogle gange så sort ud.

Her sammen med afdelingschef Thomas Bjerner Hansen og faglærer Orla Damm: