Vi skaber talenter

07.04.16

Danfoss sender 2.000 medarbejdere på AMU-kurser

Danfoss Danmark begyndte sidste år at sende alle deres produktionsmedarbejdere på de samme fire AMU-kurser med det formål at opkvalificere ca. 2000 medarbejdere inden for Core og Clear, Lean og kvalitet.

Valget faldt på AMU

Uddannelseschef hos Danfoss, Michael Risager Nørgaard, fortæller, at valget faldt på AMU, fordi det tidligere har fungeret godt i koncernen, som derfor har brugt AMU rigtig meget.
- Det er også et godt system i forhold til at stable en basisuddannelse på benene til alle vores produktionsmedarbejdere, da de fleste tilhører AMU-målgruppen. Grunden til, at vi valgte at bruge AMU var kvaliteten sat sammen med det økonomiske aspekt.
Forinden havde Danfoss i 2014 som forsøg kørt et pilotprojekt i deres afdeling i Gråsten sammen med EUC Syd. Senere er Leanmark Horsens også kommet med i undervisningen af produktionsmedarbejderne.

13 dages kursusforløb i alt 

I enighed mellem ledelsen og tillidsrepræsentanter blev det besluttet, at de ca. 2000 produktionsmedarbejdere, hvoraf de fleste er ufaglærte, skal igennem de samme kurser i et sammenlagt 13 dages kursusforløb.
Undervisningen af de mange medarbejdere vil derfor foregå løbende over de næste par år, hvor de fleste skal være færdige med basisuddannelsen.

Kurser med udgangspunkt i medarbejdernes verden

Inden kursusforløbet kan der være blandede følelser hos medarbejderne, fortæller uddannelseschefen, men under og efter kursusforløbet er alle meget positive efter en tur på skolebænken.
- Det er vigtigt, at undervisningen tager udgangspunkt i medarbejdernes verden. Og at vi får sat ord på de ”fluffy” begreber i deres hverdag, hvilket fungerer rigtig godt. Al undervisning foregår hos Danfoss, og underviserne fra de to skoler er rigtig, rigtig gode til at formidle viden, hvilket betyder, at vores medarbejdere er meget engagerede på kurserne.

Medarbejderne tænker innovativt

Uddannelseschefen på Danfoss forventer også, at flere medarbejdere får mod på mere efteruddannelse, når han ser, at medarbejderne kommer glade tilbage fra kursus.
-  Vi kan se rigtige gode tendenser efter kurserne, hvor der blandt andet bliver undervist i forbedringstiltag i virksomheden. Medarbejderne begynder at tænke på en anderledes måde, og kan se spild eller innovationstiltag i vores produktion. Det bidrager til, at virksomheden forbliver konkurrencedygtig. Vores vision peger derfor helt klart mod et next step med AMU-kurser i form af et kommende kursusforløb på niveau 2 til vores produktionsmedarbejdere. 

Industriens uddannelser april 2016

Billede