Vi skaber talenter

12.05.25
Dan Zielke dz@eucsyd.dk

EUC Syd lancerer Danmarks første internationale automatikteknikeruddannelse

Til august skriver EUC Syd danmarkshistorie som den første erhvervsskole, der udbyder en international automatikteknikeruddannelse. Samtidig glæder vi os over den nye politiske aftale, som styrker erhvervsuddannelserne i hele landet.

Med fokus på globalt samarbejde og arbejdsmarkedets behov byder EUC Syd snart elever fra hele Europa velkommen til en ny, engelsksproget automatikteknikeruddannelse. Det nye tilbud er målrettet internationale unge med stærke tekniske forudsætninger, som ønsker at tage en erhvervsuddannelse i Danmark.

”Det er et vigtigt skridt, både for os som skole og for Danmark som uddannelsesland,” fortæller Dan Zielke, direktør for EUC Syd og nyvalgt medlem af bestyrelsen for Danske Erhvervsskoler og Gymnasier – Lederne. ”Vi er stolte over at gå forrest og tilbyde en uddannelse, der både styrker vores internationale samarbejder og imødekommer virksomhedernes behov for kvalificeret arbejdskraft.”

De internationale elever vil blive tilbudt lærepladser i danske virksomheder, der ønsker at støtte op om det engelsksprogede forløb. Målet er både at øge tilgangen til tekniske fag og finde nye løsninger på de demografiske udfordringer, mange erhvervsskoler står overfor i Danmark.

Ny politisk aftale baner vejen for fremtidens erhvervsuddannelser
Samtidig med lanceringen af den nye uddannelse hilser EUC Syd den brede politiske aftale om fremtidens erhvervsuddannelser velkommen. Aftalen, der politisk lige er blevet indgået, indebærer store investeringer i faglærte og bedre rammer for elever og undervisere.

Fra 2025 investeres der massivt i undervisningskvalitet, ungdomsmiljøer og udlandsophold. Fra 2030 afsættes hele 500 mio. kr. årligt til området.

”Vi ser det som en vigtig opbakning til vores arbejde og en styrkelse af hele erhvervsuddannelsesområdet,” siger Dan Zielke. ”Det sender et klart signal om, at erhvervsuddannelserne er en hjørnesten i fremtidens Danmark.”

Højdepunkter fra den nye aftale
Internationale muligheder:
Udlandsophold femdobles, og der afsættes midler til erhvervsuddannelser på tysk og engelsk i grænseregionen.

Inklusion og fleksibilitet:
Den nye EUD-fleksordning gør det muligt for elever med funktionsnedsættelser at gennemføre uddannelsen over længere tid.

Styrkede ungdomsmiljøer:
Der afsættes midlertidige tilskud til bedre miljøer for unge på erhvervsskolerne.

Fokus på kvalitet:
Der lægges op til styrket pædagogisk efteruddannelse af undervisere og løft af den pædagogiske assistentuddannelse.

Flere veje til faglært:
Relevant erhvervserfaring kan i fremtiden give adgang til flere uddannelser, og der sker ændringer i taxametersystemet.

Kontakt
Dan Zielke
Direktør, EUC Syd
Medlem af bestyrelsen for Danske Erhvervsskoler og Gymnasier – Lederne
Mail: dz@eucsyd.dk | Tlf. 61 94 04 54