Nyhed 04.05.2026

Ny rektor til HTX, IB og EUX på EUC Syd

Bjarke Valeur Bruhn-Rasmussen tiltræder 1. juni 2026 som rektor for HTX, IB og EUX med solid erfaring fra ungeområdet og offentlig ledelse.

Bjarke Valeur Bruhn-Rasmussen er ansat som ny rektor for HTX, IB og EUX med tiltrædelse den 1. juni 2026.

Han kommer fra en stilling som ungecenterleder i Sønderborg Kommune, hvor han de seneste fem år har haft ansvar for blandt andet 10. klasserne, Ungdomsskolen, Ungdommens Uddannelsesvejledning og særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser (STU). Samlet har han 16 års ledererfaring fra kommunalt regi.

Med sig bringer han en stærk indsigt i ungeområdet og erfaring med tværgående samarbejde – kompetencer, der bliver centrale i de kommende års udvikling af ungdomsuddannelserne.

– Vi går en spændende tid i møde med fokus på udvikling og de kommende uddannelsesreformer. Vi står på et stærkt fagligt fundament, og vi ser et tydeligt potentiale i også at udvikle os som EPX-institution. Med Bjarke får vi en rektor, der kender ungeområdet indgående og har solid erfaring med at skabe resultater på tværs af organisationer, siger direktør Dan Zielke.

Som rektor får Bjarke ansvar for den samlede ledelse af HTX, IB og EUX på tværs af afdelingerne i Sønderborg, Aabenraa, Haderslev og Tønder. Opgaven omfatter både faglig udvikling, personaleledelse og samarbejde med omverdenen.

– Bjarke har en profil, der matcher vores ambitioner om at styrke kvaliteten i uddannelserne og samarbejdet med omverdenen. Han bringer en stærk forståelse for unge, uddannelse og ledelse ind i organisationen, siger Dan Zielke.

Bjarke er uddannet cand.mag. i samfundsfag og historie og har derudover en diplomuddannelse i ledelse samt en master i offentlig ledelse. Privat bor han i Sønderborg med sin familie.

Hold dig opdateret