Nyhed 22.10.2026

Brdr. Bonnichsen og Sønderborg Varme vinder årets lærepladspriser hos EUC Syd

Brdr. Bonnichsen og Sønderborg Varme er kåret som Årets Læreplads og Årets Innovative Læreplads 2026 hos EUC Syd. Begge blev indstillet af deres egne lærlinge.

Brdr. Bonnichsen og Sønderborg Varme vinder årets lærepladspriser hos EUC Syd

Brdr. Bonnichsen og Sønderborg Varme er kåret som Årets Læreplads og Årets Innovative Læreplads 2026 hos EUC Syd. Begge blev indstillet af deres egne lærlinge.

Tirsdag den 20. oktober blev Brdr. Bonnichsen og Sønderborg Varme fejret på EUC Syd i Haderslev. Her overrakte EUC Syds direktør Dan Zielke priserne til de to virksomheder, som er blevet indstillet af henholdsvis elektrikerlærling Jakob Lund Andersen og IT-supporterelev Caroline Pagh.

De to lærlinge har hver især fortalt, hvad der gør deres læreplads til et godt sted at udvikle sig – både fagligt og personligt.

Brdr. Bonnichsen: Faglig bredde, ansvar og fællesskab

Elektrikerlærling Jakob Lund Andersen har indstillet Brdr. Bonnichsen til Årets Læreplads 2026.

Allerede tidligt i sin læretid har Jakob arbejdet med opgaver inden for landbrug, industri, byggeri og solcelleanlæg. Han fortæller, at han får lov til at prøve kræfter med forskellige opgaver og gradvist tage mere ansvar, mens erfarne kolleger står klar med hjælp og vejledning.

Virksomheden har også bakket op om Jakobs ambition om at blive elinstallatør. Han har blandt andet fået mulighed for at følge virksomhedens installatør en dag og få indblik i arbejdet.

Samtidig fremhæver Jakob fællesskabet på arbejdspladsen, hvor han blandt andet har været med til at arrangere virksomhedens havefest.

”Jeg arbejder hos verdens bedste læreplads,” skriver Jakob i sin indstilling.

EUC Syds direktør Dan Zielke fremhæver virksomhedens tilgang til lærlinge:

”Her ser man ikke lærlingen som den sidste i rækken, men som en reel del af virksomheden – som en kommende fagperson med ambitioner, idéer og noget værdifuldt at bidrage med.”

Sønderborg Varme: Plads til nye idéer og faglig udvikling

Sønderborg Varme er kåret som Årets Innovative Læreplads 2026 efter en indstilling fra IT-supporterelev Caroline Pagh.

Caroline er virksomhedens første IT-supporterelev. Derfor har hun og virksomheden sammen været med til at finde frem til, hvordan hendes uddannelsesforløb bedst kan tilrettelægges.

Sønderborg Varme har blandt andet stillet netværksudstyr og en Linux-server til rådighed, så Caroline kan arbejde praktisk med de teknologier, hun skal lære.

Hun bliver også inddraget i møder om virksomhedens IT-infrastruktur og har fået ansvar for et projekt om awareness-træning i IT-sikkerhed.

For Caroline betyder det meget, at hun bliver lyttet til og har mulighed for at påvirke sin egen uddannelse.

”De går virkelig højt op i, at det er MIN uddannelse,” skriver hun i sin indstilling.

Dan Zielke peger på, at læringen også kan gå den anden vej:

”Caroline er ikke kun modtager af viden, men også en kilde til nye perspektiver og idéer. Det er måske selve essensen af en innovativ læreplads.”

Gode lærepladser er vigtige for fremtidens faglærte

Ved fejringen fremhævede Dan Zielke også behovet for at uddanne flere faglærte.

Der er væsentligt flere faglærte blandt de ældre årgange end blandt de yngre. Når mange erfarne faglærte forlader arbejdsmarkedet i de kommende år, bliver det vigtigt, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse, og at virksomhederne fortsat tager lærlinge.

Brdr. Bonnichsen og Sønderborg Varme er to eksempler på virksomheder, der tager del i den opgave og skaber rammer for, at lærlinge kan udvikle sig gennem arbejdet.

Ved fejringen modtog begge virksomheder diplom, blomster og gave. Jakob Lund Andersen og Caroline Pagh blev også anerkendt for deres indstillinger.

Videre til den nationale kåring

Brdr. Bonnichsen og Sønderborg Varme går som EUC Syds lokale vindere videre til den nationale konkurrence om Årets Læreplads og Årets Innovative Læreplads.

Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG) udvælger tre finalister i hver kategori. De nationale vindere kåres den 3. november 2026.

Hold dig opdateret