Nyhed 18.09.2026

Fra idé til mursten: Elever fra EUC Syd bygger med på Trapholt

Murerelever fra EUC Syd er med til at gøre håndværket til en del af Trapholts kommende Wegner-udstilling. Ved rejsegildet blev en vigtig milepæl markeret.

Mursten for mursten har elever fra EUC Syd været med til at omsætte tegninger og idéer til konkret håndværk på Trapholt.

Arbejdet er en del af forberedelserne til Hans J. Wegner – Design med kroppen forrest, som åbner, når Trapholt genåbner i 2027. Udstillingen følger Hans J. Wegners udvikling fra snedkersvend til en af verdens mest kendte møbeldesignere og undersøger samtidig håndværkets betydning i dag.

For EUC Syds murerelever betyder det, at deres faglighed får en helt konkret plads i udstillingen.

Fra idé til håndværk

EUC Syds samarbejde med Trapholt om projektet begyndte i november 2024. Ambitionen var fra starten at skabe en forbindelse mellem kulturarv, design og erhvervsuddannelser.

Siden er projektet rykket fra de første samtaler til værkstedet.

Her har faglærer Håken Christiansen haft en central rolle fra EUC Syds side. Han har været med til at omsætte idéerne til tegninger og konkrete faglige løsninger og har sammen med murereleverne været med til at føre dem ud i livet.

I udstillingen Hans J. Wegner – Design med kroppen forrest opfører Trapholt en scenografisk kulisse i form af et fuldmuret parcelhus. Kulissen er inspireret af Hans J. Wegners hus, tegnet i samarbejde med arkitekterne Allan Jessen og Arne Karlsen i 1965.

For eleverne har arbejdet flyttet en del af undervisningen ud af skolens vante rammer og ind på museet. Her har de blandt andet arbejdet med kalkmørtel, så konstruktionen efter udstillingen kan tages ned igen, og murstenene kan genbruges.

Et vartegn for håndværksfagene

Den 17. september blev en milepæl i arbejdet markeret med rejsegilde på Trapholt.

Vores direktør Dan Zielke deltog i markeringen. For ham viser projektet både, hvad eleverne kan med deres fag, og hvad der kan opstå, når forskellige håndværksfag arbejder sammen.

”Eleverne har været med til at skabe et vartegn for håndværksfagene, hvor kulturarv, design og håndværk mødes. Det viser, hvad unge håndværkere kan, når forskellige fagligheder arbejder sammen om noget, ingen af dem kunne skabe alene. Og forhåbentlig kan andre unge se det og få øje på de kompetencer og muligheder, en erhvervsuddannelse kan give. Håndværk er med til at binde verden sammen,” siger Dan Zielke.

Det, der begyndte som en idé og en række tegninger, står nu som resultatet af konkret arbejde udført af faglærere og elever.

På den måde bliver håndværket ikke kun noget, udstillingen fortæller om. Nutidens unge håndværkere er selv med til at skabe de fysiske rammer omkring fortællingen.

Flere erhvervsskoler bidrager

Hans J. Wegner – Design med kroppen forrest er udviklet i samarbejde med erhvervsskoler i Region Syddanmark og Region Midtjylland. Udstillingens koncept og idé er udviklet i samarbejde med Skive College, EUC Syd og HANSENBERG i Kolding.

Udstillingen åbner i 2027, når Trapholt genåbner.

Læs mere om Hans J. Wegner – Design med kroppen forrest på Trapholts hjemmeside.

Hold dig opdateret