Nyhed 21.04.2026

Denis fandt sin vej gennem teknik og kreativitet

Denis begyndte på en anden uddannelse, men fandt sin interesse for fræsning, programmering og maskiner på industriteknikeruddannelsen.

Da Denis begyndte på EUC Syd, vidste han ikke helt, hvilken retning han skulle vælge. Han startede med VVS, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var det rigtige for ham. Efter at have undersøgt andre uddannelser fik han øjnene op for industriteknikerfaget, og interessen voksede, jo mere han lærte om det.

I dag arbejder Denis med fræsning, drejning og programmering. Opgaverne begynder ofte ved computeren, hvor eleverne lærer at programmere, inden de går videre til maskinerne i værkstedet. Det kræver præcision at få de forskellige dele til at passe sammen, men der er også plads til kreativitet. Især fræsning har fanget Denis' interesse.

For Denis betyder fællesskabet også meget. Eleverne hjælper hinanden med opgaverne, og en god skoledag er for ham en dag, hvor klassekammeraterne er glade, stemningen er god, og arbejdet lykkes. Samtidig ved han, at fejl er en naturlig del af det at lære.

Selvom Denis har fundet det, han gerne vil arbejde med, er han allerede begyndt at undersøge mulighederne for at bygge videre på sin uddannelse. Han overvejer at læse produktionsteknologi, hvor han kan arbejde mere med programmering og tekniske tegninger.

Hør Denis fortælle om sin vej til industriteknikerfaget i videoen på uddannelsessiden, hvor du også kan læse mere om uddannelsen.

Hold dig opdateret