Borgmester besøgte mekanikerelever med 100 år gammel bil
En Ford Model T fra 1926 dannede rammen, da mekanikerelever på EUC Syd fik et konkret indblik i fagets udvikling.
En anderledes bil trak for nylig op foran værkstedet på EUC Syd i Aabenraa. Aabenraas borgmester Jan Riber Jakobsen havde taget sin Ford Model T fra 1926 med, da han besøgte eleverne på personvognsmekanikeruddannelsen.
I værkstedet fortalte han om bilens historie, konstruktion og køreegenskaber. For eleverne blev det en konkret måde at opleve, hvordan mekanik har udviklet sig – fra de første biler til det, de selv arbejder med i dag.
Eleverne fulgte nysgerrigt med og fik mulighed for at komme helt tæt på både bil og motor. Undervejs var der også tid til dialog, hvor borgmesteren spurgte ind til elevernes hverdag, deres vej ind på uddannelsen og deres muligheder for læreplads.
Besøget havde også en særlig lokal dimension, da borgmesteren selv tidligere har gået på skolen på Lundsbjerg.
Samtidig satte besøget fokus på en branche med stor efterspørgsel på faglærte. Eleverne er i gang med grundforløb 2, og flere af dem er aktuelt på udkig efter en læreplads.
Besøget blev afsluttet med en rundvisning på skolen og en videre dialog om uddannelse og fremtidens muligheder i faget.