Studiemiljøet på EUX

Oplev livet på HTX

Studiemiljøet på HTX kombinerer faglig fordybelse og praktisk læring i et motiverende og støttende fællesskab.

På HTX handler det ikke kun om bøger – det handler også om fællesskab

På HTX er det ret nemt at få nye venner – også på tværs af klasser og årgange. Mange finder hurtigt sammen, og hvis du har lyst til at være med til at præge, hvad der sker af aktiviteter og events, så er det bare om at hoppe med i elevrådet, festudvalget eller et af de mange andre udvalg, der dukker op i løbet af året.

Der sker nemlig ret meget! Lige fra introfesten (hvor du lærer de andre lidt bedre at kende) til Halloween, caféer og selvfølgelig den legendariske Gallafest med rød løber og hele pakken, når 3.g’erne siger farvel.

Rundt omkring på afdelingerne er der masser af steder, hvor du kan slappe af eller hænge ud med vennerne – loungeområder, bordtennis, bordfodbold og generelt bare gode rammer for både hygge og kreativitet. Det er alt sammen med til at skabe et socialt og fedt studiemiljø, hvor du både kan være dig selv og prøve noget nyt.

Det fede er, at det meste bliver arrangeret af eleverne selv. Festudvalg og elevråd er super aktive og har faktisk ret meget at skulle have sagt, når det kommer til stemningen og aktiviteterne på skolen. Så hvis du har idéer eller bare lyst til at være med – så er der masser af muligheder.

Studieture med både mening og minder

Når du går på htx, får du ikke kun undervisning i klasselokalet – du kommer også ud og oplever verden. Studieture er en fast del af uddannelsen, og selvom der altid er et fagligt formål med dem, handler det mindst lige så meget om at styrke fællesskabet og få nogle fede oplevelser sammen.

Som tommelfingerregel er du afsted mindst én gang om året. Den helt store tur er i 2.g, hvor du og din klasse tager på en fem-dages udlandstur i efteråret. Her har vi tidligere været i byer som Prag, Amsterdam, Barcelona, Rom, London, Krakow og Dublin – og det er seriøst en oplevelse, du sent glemmer!

Du skal regne med at bruge omkring 4.000 kr. på rejseaktiviteter i løbet af dine tre år på htx.

I 1.g starter vi lidt tættere på Danmark – nemlig med en dagstur til Hamborg. Her kan I for eksempel lave kvarteranalyser, besøge museer eller lave interviews på gaden. Det lyder måske lidt skørt, men det er faktisk en ret sjov og anderledes måde at bruge det, I lærer, i praksis.

Og i 3.g? Der går turen typisk til en storby i Danmark – som Aarhus eller København – hvor I er afsted i tre dage. Her skal I bl.a. besøge virksomheder, måske tjekke et universitet ud og høre oplæg fra studerende. Det giver dig et godt indblik i, hvordan det er at bo og studere i en større by – og hvem ved, måske får du lidt inspiration til, hvad der skal ske efter htx?

Kort sagt: Studieturene på htx er meget mere end sightseeing. De er en vigtig (og sjov!) del af din uddannelse.