Nyt partnerskab vil afdække muligheder for serviceuddannelser i Sønderborg
Etableringen af hotel-, restaurations- og turismeuddannelser med internationalt udsyn og stærk lokal forankring er på tegnebrættet i Sønderborg.

På et pressemøde den 12. september blev det offentliggjort, at Sønderborg Kommune, EUC Syd, Hotel- og Restaurantskolen i Valby og lokale virksomheder har indgået et nyt partnerskab.
Pressemødet fandt sted på Hotel Sønderborg Strand og bød på oplæg fra borgmester Erik Lauritzen, direktør for Hotel- og Restaurantskolen Søren Kristensen samt vores direktør Dan Zielke.
Formålet med samarbejdet er at afdække, hvordan man kan etablere serviceuddannelser, der både matcher branchens behov og understøtter Sønderborg som en attraktiv uddannelses- og turistby.
Dan Zielke udtaler:
– I den undersøgelse, som vi igangsætter nu, skal vi se på fornyede muligheder for uddannelser, som skal være med til at sikre en forstærkning af rekrutteringsgrundlaget i hele Sønderjylland. Vi skal blandt andet se på internationale uddannelser, som vi har gode erfaringer med på EUC Syd – særligt i lyset af den seneste politiske aftale om at styrke erhvervsuddannelserne i grænselandet.
Økonomiudvalget i Sønderborg Kommune forventes i næste uge at godkende en investering på 1 mio. kr. til den næste fase, som løber frem til sommeren 2026.
