Sønderjysk erhvervsliv og EUC Syd går sammen om at sikre fremtidens faglærte
Nyt partnerskab skal øge optaget på erhvervsuddannelser og sikre flere lærlingepladser i Sønderjylland frem mod 2027

UdviklingsRåd Sønderjylland og det sønderjyske erhvervsliv indleder nu et tæt samarbejde med erhvervsskolen EUC Syd, der har afdelinger i alle fire sønderjyske kommuner. Målet er at få flere unge til at vælge en erhvervsfaglig uddannelse og dermed sikre fremtidig arbejdskraft til landsdelens virksomheder.
De kommende ti år forventes færre unge i alderen 15-24 år i Sønderjylland, samtidig med at store årgange med erhvervsuddannelser går på pension. Det kan medføre en markant mangel på faglært arbejdskraft i regionen, hvor en stor del af arbejdsstyrken i dag er faglært.
Derfor går UdviklingsRåd Sønderjylland, EUC Syd, de fire sønderjyske erhvervsråd, Dansk Industri, Dansk Erhverv, FH Sønderjylland samt en række store virksomheder sammen om at styrke erhvervsuddannelserne i Sønderjylland.
Mandag den 18. august blev Partnerskabsaftale Sønderjylland lanceret - et ambitiøst og forpligtende samarbejde frem til 2027 med konkrete initiativer for at øge optaget på erhvervsuddannelserne.
”Vi mærker allerede nu manglen på faglært arbejdskraft. Manglen bliver større de kommende år, hvor mange går på pension. Den udvikling skal vi tage alvorligt, og derfor rykker vi sammen om at gøre det endnu mere attraktivt for de sønderjyske unge at tage en erhvervsfaglig uddannelse,” siger Jesper Arkil, formand for UdviklingsRåd Sønderjylland.
Samarbejdet skal styrke fagligheden og stoltheden omkring erhvervsuddannelserne. Virksomhederne forpligter sig til at sikre lærlingepladser og opkvalificere ansatte gennem efteruddannelse på EUC Syd.
”På EUC Syd arbejder vi målrettet på at styrke vores uddannelser og gøre flere unge interesserede i at tage en erhvervsuddannelse. Den stærke opbakning, og det solide samarbejde med det sønderjyske erhvervsliv, gør nu vores uddannelser endnu mere attraktive, så vi også fremover kan levere kvalificeret arbejdskraft til Sønderjylland,” siger Dan Zielke, direktør for EUC Syd.