15.000 kr. til eux’er Fie Franke Andersen
Legat fra Soroptimist International (SI), som er et verdensomspændende netværk af kvinder i erhverv, der bl.a. arbejder for at fremme og kvinders og pigers status
Fie Franke Andersen er i gang med en eux-uddannelse til datatekniker - det er en af de sværeste uddannelser, og hun får både svendebrev og studenterhue, når hun afslutter i starten af 2021.
Fie er fra Broager og bor i Sønderborg, er ene kvinde på sit hold, hvor der er omkring 30 elever og har læreplads på Danfoss i Nordborg.
Fie har netop modtaget et legat på 15.000 kr. fra Soroptimist International (SI), som er et verdensomspændende netværk af kvinder i erhverv, der bl.a. arbejder for at fremme og kvinders og pigers status.
Fie Franke Andersen modtog legatet, fordi hun er ambitiøs og arbejdsom. Som Hanne Lund fra SI sagde ved overrækkelsen:
- Du er blevet valgt som donationsmodtager, fordi vi ser, at du med dit valg af studieretning, som Datatekniker, hvilket er en af de mere utraditionelle uddannelser for kvinder, er et forbillede for og inspiration til andre unge kvinder, når de skal vælge deres uddannelse. Du viser, at det er muligt at bryde de traditionelle mønstre.
Legatet skal bruges til noget studierelevant - Fie vil formentlig tage nogle ekstra kurser eller bruge pengene til en studierejse, som kan hjælpe hende i uddannelse på vejen til karrieren.
Fie blev anbefalet, også fordi hun aldrig siger nej, når man beder hende om hjælp. Det har vi nydt godt af flere gange på skolen, fx når vi har haft udenlandske gæster, hvor Fie har stillet op og fortalt om sin uddannelse på eux, og hvordan det er at være elev på skolen. Det gør hun rigtig godt - og Fie taler i øvrigt flydende engelsk efter et år på high school i USA.
Fie er en engageret elev, der desuden overkommer mange ting ud over sin uddannelse. Hun er bl.a. med i skolens elevråd og går ikke af vejen for at hjælpe i festudvalget med at stable en fest for eleverne på benene.
I sin fritid arbejder Fie, så der kan blive råd til nogle af de ting som forsøder livet, og så dyrker hun også sport som håndboldtræner i Broager.
Fie fik allerede i marts at vide, at hun var indstillet til legatet, og hun mente, at det måtte være en ekstra fødselsdagsgave, for samme dag fyldte hun 21.