Mikkel Emil Baad, industritekniker og Stefan Bloch Mikkelsen, elektronikfagtekniker modtager i dag den prestigefyldte ML-pris
Metalindustriens Lærlingepris uddeles i dag 20. september, og i år er det 17. gang siden den blev oprettet i 2002
Prisen går til en lærling, der med særligt godt resultat har gennemført en uddannelse med tilknytning til metalindustrien. Udelukkende lærlinge, der har fået karakteren 12 på svendebrevet og samtidig har udmærket sig som en god holdkammerat og kollega kan indstilles.
Sidste år var der flere end 270 indstillinger og herfra udvælges 25 fra hele landet.
Fredag d. 20. september er EUC Syd foruden de to svende repræsenteret ved afdelingschef Leif Keller Elsborg ved prisoverrækkelsen i Den Sorte Diamant i København.
Den ene prismodtager er Mikkel Emil Baad, der har taget uddannelsen til industritekniker produktion i Sønderborg og haft praktikplads på Nilpeter A/S i Slagelse.
Fra indstillingen af Mikkel:
Mikkel er en utrolig dygtig ung mand, der brænder for sit arbejde, og gerne lægger alle sine kræfter i sine opgaver. Mikkel er helt igennem professionel, tager ansvar for detaljer og fuldfører med bravur. Mikkel er den bedste kammerat, man kan tænke sig, og ingen går forgæves til ham. Mikkel formår at sætte sig ind i diverse problemstillinger og herefter løse opgaverne på højt niveau. Mikkel er en teamspiller, der kan arbejde selvstændigt. Hans rolige og behagelige væsen gør det til en fornøjelse at arbejde sammen med ham. Han evner - til trods for sin ringe erfaring - at belyse opgaverne fleksibelt, humoristisk og ansvarsbevidst. Det har været en fornøjelse at følge hans udvikling igennem 5 ½ år.
Den anden prismodtager er Stefan Bloch Mikkelsen, elektronikfagtekniker fra Sønderborg og med læreplads i Danfoss Drives.
Fra indstillingen af Stefan:
Stefan har under hele uddannelsen udvist en overordentlig stor flid. Samtlige temaer er minutiøst blevet gennemarbejdet til stor glæde for de øvrige deltagere. Stefan har beredvilligt øst ud af sine indhøstede erfaringer til klassen samt været meget aktiv i den faglige dialog på klassen. Stefan har under hele uddannelsen været et stort aktiv for klassen.