Uanset om du går på EUD eller HTX, kan du tage din uddannelse med ud i verden. Hvert år sender vi omkring 50 elever afsted på oplæring eller skoleophold i udlandet – og du kan være en af dem!
Hvorfor tage ud?
Et udlandsophold giver dig nye perspektiver, selvtillid og internationale kompetencer, som både du og dine fremtidige arbejdsgivere vil sætte pris på. Faktisk viser undersøgelser, at unge med international erfaring klarer sig markant bedre på jobmarkedet, og mange overvejer endda at starte deres egen virksomhed senere.
Erasmus+ – støtte til dit ophold
Erasmus+ er et europæisk program, der giver økonomisk støtte til elever på erhvervsuddannelser, så de kan komme på udlandsophold. Du kan fx komme:
- i ulønnet oplæring i en virksomhed
- på skoleophold på en udenlandsk erhvervsskole
Opholdet skal vare minimum 3 uger, men kan sagtens være længere, hvis det passer ind i din uddannelse. Erasmus+ dækker både rejse og ophold, så økonomien ikke står i vejen for dine drømme.
OPU – betalt praktik i udlandet
Med OPU-ordningen (Oplæring i Udlandet) kan du tage din praktik i udlandet med løn, efter du har afsluttet grundforløbet. Det er en dansk ordning, og enten din danske arbejdsgiver eller du selv kan søge støtte. Dine skoleperioder foregår stadig på EUC Syd, men resten af oplæringen er i fx Spanien, Tyskland eller måske noget helt tredje.
Læs mere om OPU-ordningen her.
Vi hjælper dig hele vejen
Et udlandsophold kræver mod og selvstændighed – du skal stå på egne ben i en ny kultur, tale et andet sprog og skabe dit eget netværk. Men bare rolig, vi forbereder dig godt! Vi finder det rette lærested, matcher dig og følger dig gennem hele forløbet. Du kan også starte med en "prøveoplæring" på tre uger, inden du binder dig.
"Vi sørger for, at du får den rette mængde udfordringer og succesoplevelser – det er vigtigt for os", siger Lene Bonnen Sandholdt, afdelingschef i EUC Syds internationale afdeling.