Vi skaber talenter

13.05.16

De to første internationale studenter skal ud i verden

Asra Hakeem Al-Hassan og Kristian Sayre blev i dag de to første internationale studenter i Sønderborg i år. Nu er fokus på at blive farmaceut og professionel fodboldspiller i den store verden.

I dag kom de første to over målstregen som de første studenter i år fra IB World School, og de har store planer for deres fremtid.

Asra valgte at tage en IB-studenteruddannelse, fordi hun godt kan lide det engelske sprog. Hun startede egentlig på et dansk gymnasium i Sønderborg, men efter seks måneder fandt hun ud af, at hun manglede det internationale islæt med mange kulturer og et bredt udsyn til verden.

På IB World School har hun fået en fleksibel uddannelse, som giver adgang til mange forskellige universiteter i hele verden. Hun vil dog rigtig gerne starte på farmaceutuddannelsen efter sommerferien - enten på Københavns Universitet eller på Syddansk Universitet. Drømmen er en karriere i udlandet med ophold i Australien eller Sydafrika. 

-      Jeg er oprindeligt fra Irak, men har boet i Danmark siden jeg var fire år. Jeg er født international, og har lyst til at komme langt uden for de europæiske grænser, møde nye mennesker og få nogle helt andre typer af oplevelser, siger Asra.

Forske i livgivende medicin

Hendes store drøm er at tage en uddannelse inden for medicinalindustrien, blive farmaceut og måske forske i nye lægemidler. Kompetencerne vil hun gerne bringe i spil i udlandet, et sted hvor der er stort behov for livgivende medicin. 

Professionel fodboldspiller 

Store drømme aner du også i øjnene på Kristian Sayre. Med en amerikansk far og en dansk mor er han allerede en globetrotter, og det vil han gerne fortsætte med at være. Det var helt tilfældigt, at han endte på IB World School i Sønderborg. Han besøgte sin moster i Danmark, hvor han spillede fodbold for FC Sønderborg. De ville gerne beholde ham, og så skulle han i gang med en uddannelse. Det almene gymnasium var optaget, og så han endte han på IB World School. Men det har han ikke fortrudt et sekund.

-      Det har faktisk været det eneste tidspunkt, hvor jeg har kunnet lide at gå i skole. Rent socialt har vi det rigtig godt sammen, vi tager ned i byen og spiser, og vi går til fester. Det kan man ikke i Chicago, hvor jeg kommer fra, siger Kristian.

I juli måned tager han på Junior College i Chicago, hvor han skal spille fodbold. Drømmen er at blive professionel fodboldspiller og samtidig læse idræt på et universitet i Californien. Det er svært at forlade Danmark, og han har fået rigtig gode venner også fra både Island, Tyskland og New Zealand. Venner han efterfølgende har planer om at besøge i deres hjemlande. 

En international gymnasieuddannelse på IB World School i Sønderborg er for dem, der virkelig brænder for deres uddannelse. Kravene er høje, og der skal knokles for de gode karakterer.  

Både Asra og Kristian er enige om, at det fedeste ved uddannelsen er sammenholdet og de mange forskellige kulturer, som man møder på skolen. Alle har deres egen kulturelle baggrund med mange forskellige oplevelser i bagagen. Samtidig kan man tage sin uddannelse forskellige steder i verden, en del af uddannelsen kan tages i Danmark og resten i eksempelvis USA. Det gør uddannelsen unik og fostrer nye talenter, der har hele verden som deres arbejdsplads.

Billede