Vi skaber talenter

29.01.16

Kammeraterne synes da, det er lidt fedt jeg skal med til DM i Skills

- Jeg er utrolig spændt på DM og glæder mig enormt meget. Jeg synes især det bliver spændende at se, hvordan vi formentlig vælger at løse opgaverne helt forskelligt inden for faget.

Henrik Skovsgaard Bull er 19 år og ved at uddanne sig til VVS- og energispecialist. Han bliver færdig til sommer, og har en læreplads ved VVS Søberg, der har afdelinger fordelt rundt om i landet, men til daglig er han i Kolding, hvor han primært tager sig af 1-dags opgaver.

- Jeg har en stor passion for energi og energibesparelser, og min læreplads har helt sikkert spillet en kæmpe rolle i, at min interesse for faget er så stor. Min arbejdsdag er fuld af overraskelser og udfordringer, og det tænder mig, at jeg skal bruge den indvendige side af ’cisternen’ for at få løst opgaverne ;-). 

Ud over VVS- og energi driver Henrik sammen med sin bror et firma, der leverer lys- og lydløsninger til bl.a. festivaller og koncerter.   

- På en travl weekend er vi omkring 12 mand i fuldt sving, og vi kører i hele landet og det sydligste Tyskland. I efteråret var vi blandt andet på tour med Tina Dickow og Thomas Helmig.

- Hvis jeg var et stykke værktøj var jeg en boremaskine – jeg lader batterierne op igen engang imellem, men jeg vil fremad og igennem, og der er godt slag i mig. 

DM i Skills 

Henrik er sammen med Camilla, Emil, Bo og Nikolaj fra EUC Syd klar til at konkurrere i DM i Skills 4.-6. februar. De har i de seneste mange uger trænet hårdt, læst op og sat ind i også detaljer ud over det obligatoriske stof, for de vandt regionsmesterskaberne og skal nu kæmpe om at blive danmarksmester inden for deres fag – og dermed om plads til verdensmesterskaberne.

I løbet af efteråret har der været afholdt udskillende regionsmesterskaber, hvor alle de deltagende skoler i hele Danmark har sendt de bedste elever, motiverede, med talent og topkarakterer. Fra EUC Syd har vi deltaget inden for 11 forskellige fag, og i halvdelen af de mesterskaber vi har stillet op i, er det vores deltagere, der har vundet og dermed gået videre til DM.
Det kræver faglighed og kundskaber på et ekstremt højt niveau, og så skal man have en stærk psyke for at være med i Skills - opgaven er kompliceret og løsningen er på tid, og der er hele tiden folk og tilskuere omkring én, så det er stressende, og der findes ikke én rigtig løsning. Man skal kende sit fag, være kreativ og skarp for at leve op til det faglige niveau.

DM i Skills blev holdt første gang i 2011 og foregår dette år i Fredericia i Messe C d. 4.-6. februar. Der er ca. 280 unge erhvervsskoleelever som kæmper i 36 forskellige fag, og der er gratis adgang. Ud fra tidligere års erfaringer venter SkillsDenmark 50.000 tilskuere over de tre konkurrencedage. 

Det er minister for børn, ligestilling og undervisning Ellen Trane Nørby, der åbner DM d. 4. februar, og statsminister Lars Løkke Rasmussen står for at udråbe vinderne på den sidste konkurrencedag.Fra EUC Syd er vi stolte af at kunne stille med hele fem deltagere i den prestigefyldte konkurrence.