Vi skaber talenter

29.01.16

Jeg vil gerne læse videre til maskinmester

- Hvis jeg var et stykke værktøj, vil jeg sige, at jeg var en fatningsskruetrækker, for den kan bruges til rigtig mange forskellige opgaver ud over bare at arbejde med skruer elektronisk og finmekanisk. Den kan trykke modhager tilbage eller vippe fronten ud på konsoller, man skal ind bag. Det er et alsidigt stykke værktøj - og godt værktøj er som bekendt det halve arbejde. 

Bo Egeberg Hansen er 22 år og fra Kliplev. Han går på EUC Syd i Aabenraa og er i gang med at tage en uddannelse til personvognsmekaniker og i lære ved Tegllund i Haderslev.

- Jeg glæder mig til udfordringen, og det der gør mig godt rustet er, at jeg sætter mig ind i  ting - også i det mere og yderligere, som vi måske ikke lærer på skolen, for jeg kan lide at være grundig, med det jeg laver og komme hele vejen rundt. Jeg har ikke tidligere deltaget i konkurrencer, men jeg oplever, at der er en del forberedelse til DM, og det synes jeg er spændende. Når jeg er udlært om godt et år, har jeg kvalificeret mig og så er det min plan at tage en professionsbachelor til maskinmester. 

Bo er sammen med Camilla, Emil, Henrik og Nikolaj klar til at konkurrere i DM i Skills 4.-6. februar. De har i de seneste mange uger trænet hårdt, læst op og sat ind i også detaljer ud over det obligatoriske stof, for de vandt regionsmesterskaberne og skal nu kæmpe om at blive danmarksmester inden for deres fag – og dermed om plads til verdensmesterskaberne.

I løbet af efteråret har der været afholdt udskillende regionsmesterskaber, hvor alle de deltagende skoler i hele Danmark har sendt de bedste elever, motiverede, med talent og topkarakterer. Fra EUC Syd har vi deltaget inden for 11 forskellige fag, og i halvdelen af de mesterskaber vi har stillet op i, er det vores deltagere, der har vundet og dermed gået videre til DM.

Det kræver faglighed og kundskaber på et ekstremt højt niveau, og så skal man have en stærk psyke for at være med i Skills - opgaven er kompliceret og løsningen er på tid, og der er hele tiden folk og tilskuere omkring én, så det er stressende, og der findes ikke én rigtig løsning. Man skal kende sit fag, være kreativ og skarp for at leve op til det faglige niveau.

DM i Skills blev holdt første gang i 2011 og foregår dette år i Fredericia i Messe C d. 4.-6. februar. Der er ca. 280 unge erhvervsskoleelever som kæmper i 36 forskellige fag, og der er gratis adgang. Ud fra tidligere års erfaringer venter SkillsDenmark 50.000 tilskuere over de tre konkurrencedage. 

Det er minister for børn, ligestilling og undervisning Ellen Trane Nørby, der åbner DM d. 4. februar, og statsminister Lars Løkke Rasmussen står for at udråbe vinderne på den sidste konkurrencedag.
Fra EUC Syd er vi stolte af at kunne stille med hele fem deltagere i den prestigefyldte konkurrence. 

Billede