Vi skaber talenter

Camilla Christiansen Boytang er 20 år og ved at uddanne sig som ernæringsassistent. Hun går på EUC Syd i Aabenraa og bor i Kværs, og har en super læreplads ved ISS Køkken, FDE Padborg.

- Jeg brænder for mit fag, og jeg syntes det positivt og giver mig ro til at være fokuseret på træningen, at mine kollegaer på arbejdet støtter op om min deltagelse og inspirerer mig. Ligesom mine familie og venners opbakning betyder meget i den lange proces det har været at træne op til DM ved Skills. 

Jeg får en masse erfaring ved at være med! Det er en lærerig proces, hvor jeg her på det seneste har trænet 2-3 gange om ugen med min lærer. Fremlæggelsen har jeg trænet 3-4 gange med skolens coach. Jeg har bl.a. skullet træne mundtlig fremlæggelse i skolens elevkantine, for at vænne mig til den stress, der kan være ved, at der går folk forbi og kigger.

- Jeg synes godt, at man kan sammenligne træningen og den vedholdende indsats man skal udøve, når man deltager i konkurrencer inden for en sportsgren. 

Ved siden af arbejdet er Camilla handicaphjælper og drømmen er, når hun har gjort uddannelsen færdig om et år, at læse videre til diætist og kunne hjælpe syge og overvægtige med en rigtig kost.

DM i Skills

Camilla er sammen med Emil, Henrik, Bo og Nikolaj klar til at konkurrere i DM i Skills 4.-6. februar. De har i de seneste mange uger trænet hårdt, læst op og sat ind i også detaljer ud over det obligatoriske stof, for de vandt regionsmesterskaberne og skal nu kæmpe om at blive danmarksmester inden for deres fag – og dermed om plads til verdensmesterskaberne.
I løbet af efteråret har der været afholdt udskillende regionsmesterskaber, hvor alle de deltagende skoler i hele Danmark har sendt de bedste elever, motiverede, med talent og topkarakterer. Fra EUC Syd har vi deltaget inden for 11 forskellige fag, og i halvdelen af de mesterskaber vi har stillet op i, er det vores deltagere, der har vundet og dermed gået videre til DM.

Det kræver faglighed og kundskaber på et ekstremt højt niveau, og så skal man have en stærk psyke for at være med i Skills - opgaven er kompliceret og løsningen er på tid, og der er hele tiden folk og tilskuere omkring én, så det er stressende, og der findes ikke én rigtig løsning. Man skal kende sit fag, være kreativ og skarp for at leve op til det faglige niveau.

DM i Skills blev holdt første gang i 2011 og foregår dette år i Fredericia i Messe C d. 4.-6. februar. Der er ca. 280 unge erhvervsskoleelever som kæmper i 36 forskellige fag, og der er gratis adgang. Ud fra tidligere års erfaringer venter SkillsDenmark 50.000 tilskuere over de tre konkurrencedage. 

Det er minister for børn, ligestilling og undervisning Ellen Trane Nørby, der åbner DM d. 4. februar, og statsminister Lars Løkke Rasmussen står for at udråbe vinderne på den sidste konkurrencedag.Fra EUC Syd er vi stolte af at kunne stille med hele fem deltagere i den prestigefyldte konkurrence.