Vi skaber talenter

29.09.17
Leif Keller Elsborg +4574124474 lke@eucsyd.dk

3 lærlinge fra EUC Syd modtager ML-prisen 2017

Metalindustriens Lærlingepris uddeles i år for 15. gang. Prisen går til lærlinge, der med særligt godt resultat har gennemført en uddannelse med tilknytning til Metalindustrien.

For at komme i betragtning skal lærlingen have opnået topkarakteren 12 til svendeprøven og samtidig have udmærket sig som en god holdkammerat og kollega.

Prisen går udelukkende til lærlinge, der har opnået karakteren 12 på svendebrevet og desuden indstilles af både skole og praktikvirksomhed.

Tre elever fra EUC Syd, der blev færdiguddannede i det forløbne år, deltog i dag i prisoverrækkelse i Den Sorte Diamant i København.

1. Den første er Kristian Thomsen, der har taget en uddannelse til industritekniker og haft praktikplads på Danfoss.

Faglærer Ulla Pedersen, der har indstillet Kristian, siger:
Kristian formår, trods sin unge alder, at sætte sig ind i diverse problemstillinger, og herefter løse opgaverne på højt niveau. Kristian lytter til sine medstuderende og det gør ham vellidt på alle punkter. Han er en god kammerat, altid hjælpsom og altid med et smil på læben, og så er Kristian en teamspiller, der også kan arbejde selvstændigt. Det har været en fornøjelse at følge hans udvikling igennem 5 ½ år.

2. Den anden prismodtager er Andreas Peter Eckendörfer, der har taget uddannelse til automatiktekniker og haft praktikplads på Danfoss.

Faglærer Rene Mikkelsen siger om Andreas:
Andreas er en utrolig dygtig og arbejdsom lærling, uanset hvilken opgave han bliver stillet, om det er hårdt arbejde eller software, der skal laves. Og man kan også mærke på de andre lærlinge, at Andreas er velanset på grund af sin hjælpsomhed og afsmittende humør.

3. Den tredje modtager er ML-prisen er klejnsmed Lasse Uth Eschelsen, ansat i firmaet: BELØ A/S Stålindustri.

Henrik Bomholt som er Lasses faglærer, siger om Lasse:
Lasse har fremstillet en meget flot grill, som bærer præg af en meget stor faglig forståelse og kreativitet i forhold til produktet. Hans svendestykke opfylder fagets mål til UG og elementerne passer sammen som var det LEGO. Lasse har udviklet sig fra at være meget fagligt fokuseret til også at blive en holdspiller, som har overskud til at hjælpe kammeraterne.

Ved dagens prisoverrækkelse var også direktør Finn Karlsen samt afdelingschef Leif Keller Elsborg til stede som repræsentanter for EUC Syd.

På billedet er fra venstre Andreas, Kristian og Lasse.

Stort tillykke til jer alle - rigtig god gået.

Billede