Vi skaber

resultater

Sådan foregår en HTX

Htx er bygget op med et fælles grundforløb på 3 måneder. I slutningen grundforløbet vælger du den studieretning, du ønsker at fortsætte på. De følgende godt 2½ år arbejder du med dine studieretningsfag og valgfag.

Grundforløbet

Grundforløbet består af dansk, engelsk og matematik samt et studieområde, som omfatter faglig og tematisk organiseret undervisning indenfor teknologiske, samfundsvidenskabelige og naturvidenskabelige områder. Du vil også have forløb, hvor der arbejdes med sprog, kommunikation, it og en iværksætterorienteret dimension. Der vil endvidere være idræt og introduktion til værkstedsmæssig undervisning.

Studieretningsforløbet

Studieretningsforløbet består af obligatoriske fag, et selvvalgt studieområde, studieretningsfag, valgfag og et studieretningsprojekt. Obligatoriske fag er f.eks. engelsk, fysik, kemi, matematik, teknik, teknologi, dansk, biologi og samfundsfag. Valgfag kan være informationsteknologi, erhvervsøkonomi, international teknologi og kultur, idræt, filosofi og erhvervspsykologi.

Niveauerne A, B og C

Fagene på HTX bliver udbudt på niveauerne A, B og C, hvor A er det højeste. Du skal have mindst tre fag på A-niveau, hvor dansk og teknikfag på tredje årgang er de to af dem. Du skal have mindst tre fag på B-niveau og så en række fag på C-niveau. Mange af fagene kan du få på et højere niveau end mindstekravet. 

Studieretningerne giver dig mulighed for at vælge en studentereksamen med hovedvægt på forskellige teknik- og teknologifag. En studieretning indeholder en række fag, der supplerer hinanden. Det betyder, at det, du lærer i det ene fag, er tilrettelagt og giver mening i sammenhæng med de øvrige fag på din retning. En studieretning indeholder som minimum et fag på niveau A, et fag på niveau B og et fag på niveau C.

Teknikfaget 

Teknikfaget er noget særligt for HTX. Vi udbyder altid mindst to af følgende fem teknikfag*:

Byggeri og energi 

Faget giver dig kendskab til konstruktion, materialer, produktionsprocesser, anlæg, installationer, forsyning, administration og organisation.

Design og produktion

  • Tekstil
  • El
  • Mekatronik

Her får du kendskab til formgivning og udvikling, komponenter og materialer, styring og overvågning samt fremstilling.

Proces, levnedsmiddel og sundhed

Faget giver kendskab til områder inden for sundhed og miljø, bioteknologi, procesteknologi, kemisk produktion, miljøteknik, mikrobiologi, kost og ernæring.

HTX som helhed dækker alle teknikfagene, men ikke nødvendigvis alle fag på alle adresser. Det kan derfor blive nødvendigt at køre to dage om ugen til en af de andre byer for at få det ønskede teknikfag. Vi sørger for din transport mellem uddannelsesstederne.

* Ikke alle studieretninger og teknikfag udbydes i alle byer.

Internationalisering 

Den internationale dimension indgår i den daglige undervisning i alle relevante fag. Du har mulighed for at melde dig til en speciel international projektgruppe, som arbejder frem imod et 3-ugers ophold i udlandet i efteråret på 2. år af HTX. 

Arbejdsform 

Generelt for alle tre år er, at der i undervisningen arbejdes meget med projekter, og de går ofte på tværs af fagene. Den viden, du får i ét fag, får du brug for i de andre fag. Selvfølgelig skal undervisningen leve op til de bestemmelser, som Folketinget har fastlagt, men du har stor indflydelse på undervisningens tilrettelæggelse.

Der arbejdes både individuelt og i grupper, så du lærer både at fordybe dig og at samarbejde med de øvrige elever om at løse konkrete opgaver. En del af undervisningen forgår i laboratorier og værksteder, hvor du laver øvelser og dokumenterer sammenhænge mellem teori og praksis.

Arbejdsformen og de dertil knyttede lange, sammenhængende undervisningsforløb stiller store krav til din selvstændighed, så på HTX får du udfordret dine evner til at lære at planlægge og disponere din tid. Igennem studietiden vil du udvikle dig fra at være elev til at blive studerende.

Nyheder

19.06.17 / Teknisk Gymnasium & Generel De første studenter springer ud fra Teknisk Gymnasium Sønderjylland Tre års arbejde er slut og studenterhuen i hus Læs mere »
Se alle nyheder »