Vi skaber talenter

Talentspor

Talent er når man kan gøre noget nemmere og mere kvalificeret end andre i forhold til sit fag og besidder potentialet og motivationen til at udvikle det endnu mere i fremtiden.

Alle har et talent. Måske ved du allerede, hvad det er, du er god til, som gør dig glad, når du arbejder med det, området interesserer dig og du synes det udvikler dig. 

Her på skolen tror vi på dig, og at du har valgt at beskæftige dig med det du har, både fordi det motiverer dig, og fordi du har lyst til og evner inden for faget. Vi har derfor udviklet et program, vi kalder Talentspor, som hjælper dig og styrker dit potentiale. 

Når du og din virksomhed vælger, at du som en del af din uddannelse også er på talentsporet, tager uddannelsen samme tid som normalt, men du siger ja til forskellige udviklingstilbud oveni de almindelige forløb undervejs. På Talentsporet foregår mindst 25 % af hovedforløbet på et højere niveau end det obligatoriske. 

Det betyder, at du har fag på et højere niveau og ekstra erhvervsfaglige udfordinger - udfordringerne kan være, at du skal lave ekstra finish og dermed forfine det, du fabrikerer, at du skal have et ekstra fokus og indkalkulere fx bæredygtighed som en del af en opgave, at der er gæstelærere og ekstra foredrag eller at du skal fremlægge et emne, du har arbejdet med, for dine klassekammerater. Du skal dermed overskue at håndtere noget mere også i dine afleveringer.

Uddannelser med talentspor

Vi har tanlentspor tilknyttet rigtig mange uddannelser og her kan du se hvilke og lidt om, hvad de forskellige uddannelser tilbyder og forventer af dig, hvis du vælger Talentsporet.

Automatiktekniker (også EUX)

Du har viljen til at blive dygtigere, du er engageret og lægger vægt på, at også detaljerne, i det du laver, er i højklasse. Du vil udvide din horisont og søger gerne mere viden for at blive dygtigere og tilfredsstille din nysgerrighed. Du er selvstændig og har viljen også til at løse komplekse arbejdsopgaver. Vi understøtter dig, så du kan planlægge, tilrettelægge og udføre.

Data/It supporter (også EUX)

Som talentelev er du selv med til definere højden til loftet på det faglige plan. Det gør du gennem udfordringer inden for det, du brænder for, og du vil udvikle dig både fagligt og personligt.

Er det operativsystemer du er vild med, vil du blive udfordret i Linux, opsætning af webserver eller fx prøve kræfter med en super PI. Elsker du hardware vil du blive udfordret på den fysiske server med opsætning af forskellige raidløsninger.

Der vil være rig mulighed for at blive paranoid på sikkerhed, og whitehat hacking vil give mening for dig senere hen. 

Hvis du vil udfordre dig selv inden for programmering, så vil du bl.a. blive udfordret ud i kunsten at konstruere android apps.

Ernæringsassistent (også EUX)

Hos ernæringsassistenterne er det meste af undervisningen niveaudelt, så du som talentelev har mulighed for at dygtiggøre dig ekstra inden for de forskellige områder.

Talentsporet kører således siddeløbende med den ordinære undervisning, og du har de samme fag - blot er talentsporet på et højere niveau med flere detaljer og højere krav. Som talentelev forventer vi, at du er mere selvhjulpen og er god til at søge og bruge de muligheder og udfordringer vi giver dig ekstra, og at din virksomhed er indstillet på at give dig den fornødne frihed og støtte.

At komme på Talentsporet kræver bl.a. at du viser selv initiativ og interesse og gerne vil bruge mere tid på talentopgaverne, som kan ligge uden for skoletid F.eks. deltager vi hvert år i Danmarksmesterskabet for ernæringsassistenter som er en del af SKILLS. 

Frisør

Frisørfaget har mange års stolte traditioner bag sig og en rigtig god fremtid foran sig. Frisørens kreativitet og håndværk vil aldrig kunne erstattes af maskiner. 

Som frisørtalent er du selvstændig, fagligt nysgerrig, opsøgende, har ambitioner og er klar til at blive udfordret også personligt. Du gør mennesker smukkere, og dit arbejde foregår i et spændende miljø, hvor service, trends, livsstil, former og farver er en naturlig del af din hverdag som kræver din tid og din indsats.

Som frisørtalent kan du deltage i kurser, stævner og konkurrencer over hele verden og herved får du styrket dig selv og din faglige viden, får nye ideer og inspiration og du kan hele tiden følge med tidens trends. 

På talentsporet får du en enestående mulighed for en mere selvstændig tilgang til det faglige på skolen. Du får mulighed for at kombinere dine kreative evner med praktiske og håndværksmæssige færdigheder.Du har samme fagrække og samme varighed som den ”normale” EUD på 4 år, forskellen er, at du på 25 % af uddannelsestiden har fag på højere niveau end det obligatoriske.   

Gastronom

Som talentelev på gastronomuddannelsen bliver du udfordret både fagligt og personligt.

Du vil få et ekstra niveau, på mange af de opgaver som du skal arbejde med, og nogle opgaver skræddersyer vi lige netop til dig, for at du bliver udfordret, der hvor du er i uddannelsesforløbet.

En elev med talentpotentiale inden for gastronomfaget er en elev, der har en naturlig forståelse af faget. Du er nysgerrig på, f.eks. hvordan råvarer fungerer med hinanden, du er ikke bange for at lave fejl, så længe der er en læring i processen og du har lyst til at vide mere - f.eks. om de råvarer, der er tilgængelige og om de processer, der sker i køkkenet.

Industritekniker (også EUX)

Når du bliver spottet som en talentelev på industriteknikker-uddannelsen, er det fordi, du har overskud og disciplin og gerne går målrettet i gang - også med mere udfordrende opgaver.

Du har naturligvis evner for at modtage nyt læringsstof og nemt ved at omsætte den teori, du bliver præsenteret for, til praksis.

En vigtig del af talent er også, at du kan omgås dine medstuderene. Du har selv ideer til ekstra opgaver, og du får også mulighed for at arbejde mere kreativt. Når du udviser god håndværksmæssig forståelse, kvalitetsbevidsthed og har et godt fokus, tilbyder vi på skolen, at du arbejder med opgaver, der har en ekstra sværhedsgrad.

Bygningsmaler (også EUX)

Som Talentelev i malerafdelingen bliver du udfordret både på din faglighed og dine personlige kompetencer.

Fagligt udfordrer vi dig med ekstra sværhedsgrader i de fleste opgaver og vi har fokus på, hvor præcis DU har brug for ekstra udfordring. Vi har også ekstra kurser specielt for talenteleverne – f.eks. med gæstelærer udefra.

Personligt forventer vi af dig, at du går foran som det gode eksempel og viser vilje. Du er en del af den almindelige klasse, og vores erfaring er, at når du yder noget ekstra, bliver der skabt en øget interesse hos de andre elever; så gør de sig også mere umage og det samlede faglige niveau for hele klassen bliver højnet.

Murer (også EUX)

Du har viljen til at blive dygtigere, du er engageret og lægger vægt på, at også detaljerne i det du laver er i højklasse.

Du vil gerne udvide din horisont og søger gerne mere viden, nye måder at kombinere teori og praktiske opgaver på, som gør murerarbejdet bedre. Du er kompetent også socialt, og du vil gerne dele og modtage ny viden i samarbejde med andre. Vi understøtter dig, og på sigt kan du være med til at skabe vækst og nytænkning inden for murerfaget og dermed styrke Danmarks konkurrenceevne.

Personvognsmekaniker (også EUX)

Du er opsøgende og kan også i længere tid holde fokus på en opgave. Du har ambitioner og søger altid selvstændigt og på bedste vis at løse dine opgaver gennem arbejdet i værkstedet.

Vi understøtter dig og dine evner for planlægge og strukturere, og vi sørger for at du bliver udfordret med opgaver som ikke kun har fokus på en opgaveløsning, men også selve arbejdsprocessen bliver vurderet og reguleret efter behov.

Endvidere er der sessioner, hvor du som talentelev fordyber dig i et fagligt emne som du derefter skal fremlægge for resten af dit hold.

Undervejs får du selvfølgelig mulighed for at komme med feedback og være med til at evaluere og forme dit forløb, læringsoplevelser og opgaveløsninger. 

Smed (også EUX)

Når du bliver spottet som en talentelev på smede- eller industriteknikkeruddannelsen kigger vi bl.a. på din mødestabilitet, dit drive og din motivation.

Du har naturligvis evner for at modtage nyt læringsstof og nemt ved at omsætte den teori du bliver præsenteret for til praksis. En vigtig del af talent er også, at du kan omgås dine medstuderene. 

Du har selv ideer til ekstra opgaver, og du får også mulighed for at arbejde mere kreativt. 

Snedker (også EUX)

Når du udviser god håndværksmæssig forståelse, kvalitetsbevidsthed og har et godt fokus, tilbyder vi på skolen, at du arbejder med opgaver, der har en ekstra sværhedsgrad. Det kan være f.eks. være, at når du laver et vindue med sprosser og lodpost, har ekstra finérarbejde (Intarsia) på en værktøjskasse eller at vi stiller større krav til den finish du præsterer på møbler, du har snedkereret.Dygtige elever er også ofte hurtige elever, det betyder, at du har tid til at lave nogle yderligere projekter, som du selv kan medbringe – f.eks. fra dit lærested. 

På skolen sørger vi for, at projekterne er relevante og har en faglig udviklingsside, og som talentelev er du fokuseret og koncentreret, du kommer selv med ideer til, hvad du vil lave ud over standard - og du fuldfører dem. 

Ved afslutning af grundforløbet har du som talentelev fået mere rutine på et højere niveau og en bredere uddannelse.

Struktør

Som Struktør indgår du i komplekse sammenhænge i forbindelse med anlægsarbejder og byggerier, så du skal lære at forstå processen og kunne forestille dig slutresultatet allerede på tegningsstadiet. 

På talentsporet er det vigtigt, at du bliver udfordret på mange områder i forbindelse med udførelsen af de praktiske opgaver.

Du skal have evnen til at forstå din og arbejdets placering i den store sammenhæng. Det udførte arbejde skal have en høj kvalitet og være bedre end gennemsnittet. Du skal kunne tænke innovative løsningsmetoder ind i projekterne, og mange arbejdsopgaver udføres af team, så du skal være i besiddelse af sociale kompetencer og kunne indgå i en gruppe.

Tømrer (også EUX)

Når du er et tømrertalent skiller du dig ud, på den måde, at du arbejder beslutsomt og koncentreret med dine opgaver. 

Din mester spotter dig, fordi du har overskud og disciplin og gerne går målrettet i gang også med mere udfordrende opgaver. Du kan f.eks. have forskellige større og mindre opgaver med i skolen fra din læreplads, som du laver ud over det, der forventes at du arbejder med i skolen – det kan både være praktisk og teoriorienteret.  

Din talentfuldhed bliver dyrket på skolen, således at bliver arbejdet med nye og måske ekstra udfordringer så du på den måde oplever en differentiering i undervisningen. 
Skolen ser dig som talen, når du passer din uddannelse med hensyn til rummelighed, mødetid, disciplin og respekt for faget.

Som talentet udviser du også karakteristiske tegn, på faglige værdier, nysgerrighed og kan håndtere flere opgaver på samme tid.

VVS- og energispecialist (også EUX)

Som talentelev på VVS-uddannelsen skal du have lyst og vilje til, at blive dygtigere til dit fag. Du vil blive udfordret på din faglighed og på dine personlige kompetencer.

Du bliver sat overfor opgaver, der tager udgangspunkt i, hvor du er i uddannelsesforløbet og vi forventer, at du selv tager initiativ og er indstillet på at bruge den nødvendige tid på talentopgaverne.

Virksomhed med lærling på Talentsporet

Hvad tilbyder Talentsporet jer som virksomhed og dig som lærling og hvordan melder I jeres lærling til?

Se brochuren om talentspor for særligt motiverede elever her. 

Er du en elev med talent?

Når man siger at nogen har talent, er det et udtryk for at vedkommende har usædvanlige evner på et bestemt område. Gode evner kan man fødes med, men det kan også tillæres.

Når man har et talent er vigtigt at være i et miljø og omgås mennesker, der kan være med til at fremme og udvikle ens talenter, for ét er at have talent, men det er også forbundet med et stort arbejde og masser af motivation indefra for at manifestere talentet.

Fx Eminem, Bonderøven, Mikkel Hansen og Andreas Mogensen har talent inden for hver deres område. Ingen tvivl om det. Men heller ingen tvivl om, at de har arbejdet hårdt for at nå til, hvor de er i dag; de har brugt masser af tid og har hele tiden udfordret sig selv og fokuseret på at blive ved og blive bedre - og så blive endnu bedre. Når de har fejlet er det bare at starte igen og prøve til det lykkes.

De rigtige betingelser og mennesker omkring én, er med til at få det til at lykkes. Man skal guides, udfordres og inspireres for at talentet kan udleves. Rigtig mange talenter når ikke deres fulde potentiale eller falder fra. 

På Talentsporet er det vores opgave at give dig de helt rigtige betingelser og udfordringer, så dit talent bliver udfordret og du bliver den bedste udgave af dig selv.

Skills

Skills er et stort årligt mesterskab for lærlinge fra erhvervsuddannelserne. Kun de bedste inden for deres fag bliver udtaget, og så kæmper du mod de andre af landets bedste inden for faget om først at blive Regionsmester og dernæst at blive Danmarksmester - og de dygtigste går videre til Europa- og Verdensmesterskaberne.

Fx er Kaper Hansen fra EUC Syd i Aabenraa blevet Danmarksmester som flisemurer!

Der bliver også arrangeret Skole-Skills for folkeskolerne - det er du måske stødt på i 8. kl. Her kvalificerer de bedste hold sig til at deltage ved DM - sammen med det store Skills.

Læs mere om Skills her på hjemmesiden