Vi skaber talenter

VEU-godtgørelse, befordringstilskud og deltagerbetaling

Voksen og EfterUddannelse-godtgørelse er en kompensation for tab af løn eller mulighed for arbejde, når du deltager i erhvervsrettet uddannelse for voksne. Befordringstilskud er en hjælp til dækning af de udgifter, du har til transport til og fra din uddannelse. Du kan ikke få dækket dine udgifter til transport fuldt ud. Der er netop tale om et tilskud

Formålet med VEU-godtgørelse er, at give voksne (fortrinsvis kortuddannede) et økonomisk grundlag for at deltage i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.

 www.veug.dk kan du læse meget mere om VEU-godtgørelse og dine muligheder for kompensation. 

VEU-godtgørelse og digital ansøgning 

VEU-godtgørelse kan udbetales til arbejdsgiveren som refusion, når arbejdsgiveren udbetaler sædvanlig løn til kursisten i kursusperioden og kan kun udbetales til medarbejdere i VEU-målgruppen. Medarbejderen kan ikke selv søge i den situation. VEU-godtgørelsen blev i 2011 reduceret til 80 % af den højeste dagpengesats. Pr. 1. januar 2015 er taksten 661,6 kr. pr. dag./3308 kr. pr. uge. 

Arbejdsgivere og selvstændige erhvervsdrivende skal indgive ansøgninger om godtgørelse og befordringstilskud digitalt via www.efteruddannelse.dk 

Pr. 1. august 2012 er der indført nye betingelser for nyansatte. Man skal enten have været i beskæftigelse i mindst 14 dage forud for uddannelsens påbegyndelse, eller der skal være tale om et certifikatkursus, hvorunder der udbetales løn. Det vil således ikke være muligt at påbegynde en ansættelse med at deltage i et kursus med VEU-godtgørelse og uden løn i kursusperioden.

VEU-målgruppen

Målgruppen er beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og personer ansat i fleksjob. Der er ikke krav om medlemskab af en a-kasse, og der kan opnås VEU-godtgørelse i en ubegrænset periode. For at være berettiget til VEU-godtgørelse skal deltageren opfylde et af følgende punkter: 

  • Være faglært eller ufaglært
  • Have en uddannelse, som i niveau og varighed svarer maksimalt til en erhvervsuddannelse
  • Have en højere uddannelse, som ikke har været anvendt jobmæssigt i de sidste 5 år. 

AMU-målgruppen 

AMU-målgruppen er ufaglærte og faglærte medarbejdere fra private og offentlige virksomheder. Medarbejdere med forskellig faglig baggrund kan deltage i samme efteruddannelsesforløb. På denne måde kan der f.eks. gennemføres LEAN, Teambuildingsforløb eller kvalitetskurser for virksomhedens medarbejdere, der tilhører VEU-målgruppen. 

Også ledige har adgang til AMU-efteruddannelsesforløb – men på særlige vilkår. Som forsikret ledig har du ret til indtil 6 ugers selvvalgt uddannelse i dagpengeperioden, efter at du har været ledig i 4 måneder. Du skal kunne tage hele uddannelsen inden for de første 9 måneders sammenlagt ledighed. Hvis du er under 25 år dog inden for de første 6 måneders sammenlagt ledighed.
 

Befordringstilskud

Fra 1. januar 2015 udgør befordringstilskuddet 1,03 kr. pr. km. Mindstebeløbet for udbetaling til befordringstilskud er 36,54 kr. Som udgangspunkt skal udbetaling af befordringstilskud ske til medarbejderen/deltageren. Dog kan befordringstilskuddet nu udbetales til arbejdsgiveren, hvis arbejdsgiveren er forpligtet til at udbetale befordringstilskud til medarbejderen. 

Medarbejderen/virksomheden kan søge befordringstilskud til udgifterne ved den samlede daglige transport fra bopæl til uddannelsessted og retur, for de kilometer der ligger udover 24 km pr. dag, dog højest for 576 km. pr. dag. Der ydes også tilskud til hjemrejser i forbindelse med indkvartering samt rejser i forbindelse med weekender og helligdage, dog højest for 400 km. pr. rejse. Der ydes ikke længere tilskud til for eventuel befordring mellem indkvarteringssted og uddannelsessted. Pr. 1. juli 2012 kan man ikke længere søge om befordringstilskud, uden man samtidig søger om VEU-godtgørelse. Det betyder at man ikke kan søge om befordringstilskud alene.

Deltagerbetaling

Deltagergebyret på et AMU-kursus varierer primært fra 108 til 184 kr. pr. dag for deltagere i AMU-målgruppen (personer med en uddannelse til og med erhvervsuddannelses- og gymnasialt niveau samt personer med en forældet videregående uddannelse*).

Priser for deltagere, som ikke er i AMU-målgruppen, kan du finde her

Deltagerbetalingen skal være betalt før kursusstart.

Pr. 1. januar 2011 ændredes reglerne for deltagelse i AMU-kurser, EUD-enkeltfag og deltidsuddannelser for kursister med videregående uddannelse. Herefter skal sådanne kursister altid betale fuld kursusudgift uden statstilskud. 

*Bemærk – kursister med videregående uddannelse, der ikke har brugt deres uddannelse i de sidste 5 år, kan stadig få SVU og VEU-godtgørelse, og er tillige berettiget til kost og logi.

Tompladsordning

Ønsker virksomheden gennemført en uddannelse, selvom der ikke er fuldt hold, kan uddannelsen gennemføres mod, at virksomheden betaler for de resterende tomme pladser.

Tillægspriser

Har virksomheder særlige ønsker om fleksibel tilrettelæggelse af et AMU kursus på særlige afholdelsesvilkår fx dobbelt undervisere, undervisning uden for normal arbejdstid eller virksomhedsforlagt undervisning (på arbejdspladsen), kan vi tilbyde dette mod betaling af et tillæg udover den obligatoriske deltagerbetaling.

I henhold til "Bekendtgørelse nr. 1476 af 17. december 2014 om deltagerbetaling ved erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse"  § 5, er loftet for tillæg til et AMU-kursus 140 kr pr. dag pr. kursist.