EUC Syd logo
Sprogvalg

Skolehjemmet i Sønderborg

Hvad er skolehjemmet på EUC Syd


EUC Syd kan fungere som en slags kostskole, og har i Sønderborg 144 værelser, hvor eleverne kan bo, mens de går på skolen.

 

At bo på skolehjemmet er en god måde at flytte hjemmefra. Du bor på eget værelse (nogle får dog dobbeltværelser), og du skal selv tage vare på din dagligdag. Skolehjemmet sørger for de overordnede rammer, er bemandet døgnet rundt og serverer alle måltider.

 

Alle skolehjemmets værelser har internetadgang. Skolehjemmet giver mulighed for en lang række aktiviteter for beboerne. Indendørs er der opholdsrum med billard, pool, bordfodbold og tv. Ydermere er der et spillerum med spillekonsoller, som man kan benytte. Skolehjemmet har sit eget motionsrum, egen gymnastiksal og der er plæner til fodbold, volley og til at slappe af og sole sig på. En gang om ugen er skolehjemmet i idrætshallen hvor du kan spille badminton, volleyball eller indendørs fodbold.

 

I løbet af skoleåret sætter skolehjemmet sammen med eleverne en række andre aktiviteter og fester i gang. Skolehjemmet kan også tilbyde ekstra undervisning og hjælp med uddannelsen til de elever, der har brug for en håndsrækning i en periode. Se mere nedenfor under Start på en frisk.

Elevindflydelse på skolehjemmet
Beboerne på skolehjemmet er en vigtig del af hjemmets hverdag. Det er eleverne selv, der står for en lang række af aktiviteterne på skolehjemmet, alene eller i samarbejdet med skolehjemmets personale. Derfor er det i høj grad op til den enkelte elev, hvordan opholdet på skolehjemmet skal forme sig. Rammerne er vide og de udvider sig, jo mere man skubber til dem.

Som eksempler på aktiviteter eleverne selv har sat i gang på skolehjemmet kan nævnes: Etablering af edb-netværk, friluftsaktiviteter, sportsturneringer og fester.


Hvem kan bo på skolehjemmet?
Skolehjemmet er for elever på erhvervsuddannelser. Betingelsen for at få en plads er, at du skal have mere end fem kvarters transport mellem EUC Syd og dit hjem, hver vej.

Elever fra erhvervsuddannelserne kan bo på skolehjemmet i alle skoleperioder i deres uddannelse, men ikke i praktikperioderne.

Er du over 18 år, skal du betale for at bo på skolehjemmet.

Er du under 18 år, er opholdet som hovedregel gratis. Men såfremt du har en lærekontrakt, skal der betales uanset alder.

Prisen i 2013 er 485,- om ugen.


Start på en frisk
Skolehjemmet har et særligt tilbud til elever, der løber ind i problemer med deres uddannelse, hjemme eller i deres omgangskreds. Et ophold kan bruges til at skifte miljø, komme i gang med en uddannelse og møde nye kammerater. Er det selve uddannelsen, der er problemet, kan skolehjemmet tilbyde ekstra undervisning eller hjælp til lektierne i en periode.

Få mere at vide hos skolehjemmets assistent, Kirsten Storm Thorsen på tlf. 7412 4406.


EUC Syd
Skolehjemmet
Sdr. Landevej 28
6400 Sønderborg
Tlf. 7412 4242 / 7412 4406

EUC Syd | Hilmar Finsens Gade 18 | 6400 Sønderborg | EAN-nr. 5798000557048 | eucsyd@eucsyd.dk | Tlf. +45 7412 4242