Få en lærling

Løn- og ansættelsesforhold, tilskudsregler

Lærlingens løn
Den mindsteløn lærlingene skal have, varierer en del fra uddannelse til udannelse, og er afhængig af, hvor langt vedkommende er i uddannelsesforløbet. En lærling, der er over 25 år, kan få en voksenlærekontrakt, og dermed opnå en løn der svarer til mindstelønnen for branchens ufaglærte.

Lærlingene skal have løn i hele uddannelsestiden, også under skoleforløbene. Skolen kan oplyse lønnen for en konkret uddannelse. Når eleven er på skole, får virksomheden, på baggrund skolens indberetning til AER, udbetalt lønrefusionen for skoleopholdet.
Se lønrefusion.

Befordringsgodtgørelse under skoleophold
Arbejdsgiveren skal betale transportgodtgørelse til lærlinge under skoleophold, såfremt lærlingen har mere end 10 km til skole. Transportomkostningerne beregnes almindeligvis ud fra taksten for billigste offentlige transport. AER refunderer 80 % af elevens transportudgifter på baggrund af skolens indberetning.
Se befordringsgodtgørelse.

Skolehjem
Lærlinge kan få tilbudt en skolehjemsplads, hvis transporttiden fra hjemmet til skolen overstiger 5 kvarter med offentlige transportmidler. Lærlinge, der bor på skolehjem, skal selv betale et mindre beløb for ophold og fortæring. Skolen kan oplyse priserne. Lærlinge, som er forsørgere (har forældremyndighed), er fritaget for at betale.

Ferie
Lærlinge er omfattet af ferielovens bestemmelser samt overenskomstens almindelige bestemmelser om ferie. Feriegodtgørelsen udgør 12,5 % af den samlede arbejdsløn. Lærlingen har ret til samme antal feriedage som de øvrige ansatte på virksomheden. I det første og andet ferieår (ferieperioden fra 2. maj det aktuelle år til 1. maj det følgende år) efter at læreforholdet er begyndt, har lærlingen ret til ferie i henhold til ferieloven. Hvis læreforholdet er begyndt inden den 1. juli, har lærlingen også i dette år ret til fuld ferie som angivet. Er lærlingens ferie i første og andet læreår ikke dækket af feriepenge, skal virksomheden udbetale løn til lærlingen.

Lærlingens pligter i forhold til skole og virksomhed
Lærlinge er afgivet til erhvervsskolen under skoleperioderne og har pligt til at møde op og følge undervisningen. Såfremt et skoleophold for en lærling skal gentages, eksempelvis p.g.a. sygdom, eller hvis lærlingen har faglige mangler, der gør, at skolen ikke kan godkende opholdet, kan det medføre en forlængelse af læretiden med et tilsvarende antal uger. Virksomheden kan få nærmere information om de løn- og kontraktmæssige konsekvenser af ændringer i læreforholdet ved at henvende sig til Det Faglige Udvalg for uddannelsen.